0 kommentarer

Afskedsvalsen af Milan Kundera

af d. 2. december 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

181

Udgivet

1992

ISBN

87-01-58731-5

Originaltitel

Valcík na rozloucenou

 

I et svagt øjeblik indlader den berømte trompetist Klima sig med sygeplejersken Rosa. Kort efter er hun gravid og kontakter trompetisten. Han er slet ikke interesseret i pigen, elsker i virkeligheden sin underskønne kone og vil naturligvis ikke have barnet. Rosa, på sin side, ser Klima som en enestående chance for at vinke farvel til sit trøstesløse liv blandt fede, barnløse kvinder på et kursted i provinsen.

Klima og Rosa aftaler at mødes på kurstedet, men Klimas jaloux kone og Rosas jaloux elsker skygger dem. En gæst på kurstedet ser sig gal på Rosa og smugler en giftampul ned i hendes pilleglas. Imens behandler den lettere vanvittige dr. Skreta de ufrugtbare kvinder med sin egen sæd, så der efterhånden fødes et anseligt antal børn med karakteristiske store næser og brede munde. Ekstra spændende bliver det derfor, da en hovedrig amerikaners kone er på vej for at fremvise sin baby … og alting kulminerer i forbindelse med en jazzkoncert på kurstedet, hvor alle involverede mødes.

“Afskedsvalsen” er klassisk Kundera. Samtlige personer udstilles og dissekeres nådesløst uden bedøvelse – læseren præsenteres for deres smålige og latterlige sider, deres snuskede motiver og håbløse drømme, deres slibrige falskhed og underlødige liderlighed – kort sagt, alt det, der gør dem til mennesker af kød og blod. Som du og jeg! Hov, dér blandede jeg mig selv ind i teksten – og det er netop et af Kunderas faste fif: At placere læseren og sig selv foran luppen, med hvilken vi studerer og forstørrer de optrædende i det virtuost teateragtige drama, der passerer revy for vores undrende blikke.

Med “Afskedsvalsen” har Milan Kundera helt bevidst og meget stilsikkert skabt en lille spøgefuld absurditet fyldt med modsætninger: Det fuldkommen kunstigt teatralske over for den knugende ægthed af virkelige følelser; en overlegen distance til karaktererne, men i lynglimt også en overrumplende intimitet, der bringer os helt inder huden på både Klima & Co. – og os selv.

Som altid hos Kundera er handlingen et papirtyndt påskud for at diskutere diverse højpandede emner som menneskelig dårskab, socialismens fallit (bogen er fra 1973, og Kundera er en arg kritiker af det tjekkoslovakiske lydregime), religiøse anfægtelser, meningen med at sætte børn i verden etc. etc.

At bogen er skrevet for godt 40 år siden, mærkes knap. “Afskedsvalsen” er spændstig, vittig, tankevækkende og kun en anelse selvsmagende. Har du ikke læst Kundera før, er det en udmærket introduktion til forfatterskabet, der tæller klassikere som “Tilværelsens ulidelige lethed” og “Udødeligheden”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter