0 kommentarer

Afrikanske børnestreger af Iben Kjølby Korneliussen

af d. 3. februar 2015
Info
 
Sideantal

46

Udgivet

2014

ISBN

978-87-93196-18-6

 

Her er så meget liv! Frodige frugter, lyserøde blomster og udtryksfulde dyr, som f.eks. kæmpehvaler og en næsehornsdyade bestående af mor og barn.

Tyve børn fra Zanzibar har tegnet og fortalt en lille episode fra deres liv. Det er børn fra SOS Børnebyerne eller børn, der går i en SOS-børnehave. Altså forældreløse eller udsatte børn. Fotoportrættet af de små kunstnere, der ledsager hver tegning, går lige i hjertet; små fine mennesker med hver deres personlige historie, selv om de kun er imellem fire og seks år gamle.

Tegningerne bobler af trang til at udtrykke, hvad der nu er nærmest på hjertet. Det sker helt uden den indre voksne kritiker, og derfor er det da klart, at man kan se den banan eller det tv inde i maven på ham, der lige har spist det! Er der et dyr man ikke lige kan finde ud af at tegne, lader man det gemme sig bag et træ og bare lige stikke hovedet frem.
Verden er frodigt befolket med dyr og mennesker, der her er ligeværdige, hvad enten de optræder som venner eller modstandere. Der er historier om legekammerater og om veninden med de store øjne og blafrende hår. Der er drømme om burgere og snacks og om at blive skolelærer som voksen.
Man bliver glad af at se alle de farvestrålende glimt af livsglæde, som tegningerne udstråler.

Børnestregerne henvender sig til danske børn, med et ønske om at kommunikere og vise, at børn er børn, usanset kultur eller sociale forhold. Og sådan nogle runde hoveder med strithår og “Kopffüsslinger” med ballonarme strittende ud fra hovedet vidner om et universelt sprog, som også børn i Danmark vil kunne genkende sig selv i.

Det er en æstetisk pæn lille bog, som man er hurtigt igennem, men som sagtens kan genlæses/genkigges – og som vinder ved gensyn. Den kan f.eks. anbefales til børnehaver og til skole- og folkebibliotekernes børneafdelinger.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter