0 kommentarer

Afgrunden af Kim Leine

af d. 10. juni 2015
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

596

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-15798-7

 

Danmark anno 1918.

På overfladen en enkel og tilforladelig tid, hvor atombomber og syreregn endnu ikke eksisterede.

Når man følger tvillingebrødrene Kaj og Ib i deres hverdag, finder man dog ud af at tiden var præget af voldsomme hændelser og personer, der ikke just hører til Guds bedste børn.

I 1918 er Kaj og Ib studerende, Kaj læser teologi og Ib studerer medicin.

Brødrene afskyr kommunister og socialister, og for at kæmpe mod de røde rejser tvillingebrødrene Kaj og Ib til Finland for at deltage som frivillige i den finske borgerkrig og stormen på byen Tammerfors.

Brødrene deltager i voldsomme angreb, der koster menneskeliv, og krigen gør indtryk på begge brødrene, især Kaj, der er noget mere følsom end Ib (der til gengæld er psykopatisk anlagt).

Efter krigen vender brødrene tilbage til København, færdiggør studierne og går nu ud i den virkelige verden.

Ib får arbejde på Kommunehospitalet, hvor han eksperimenterer med patienternes helbred (og bevidst slår mennesker ihjel).

Kaj dropper teologien og begynder at arbejde som journalist, et job han stortrives med da jobbet fører ham rundt i store dele af Europa.

Brødrene ses ikke så ofte da de har travlt med deres karrierer og med at opføre sig nederdrægtigt overfor de kvinder, som de indlader sig med. Utroskab og følelsesmæssig fjernhed er normal adfærd for de to brødre, og af den grund har deres forhold til kvinder en tendens til ikke at holde ret længe.

I 1930´erne ændres brødrenes liv igen da Hitler kommer til magten i Tyskland.

Brødrene har nu kastet deres had på nazisterne, og de bliver begge særdeles aktive i den danske modstandsbevægelse.

Dette hverv gør dem upopulære blandt de tyske soldater, og brødrene er nødt til at leve under falsk navn og gemme sig i dæklejligheder rundt omkring i København.

Brødrene udsættes for alverdens farer, og de er flere gange tæt på at miste livet når personer tæt på stikker dem i ryggen.

Krigen får alvorlige konsekvenser for begge brødre, og det vil ikke være forkert at sige, at deltagelsen i krigen også får alvorlige konsekvenser for deres respektive familier.

Hvilke strabadser de to brødre og deres familier udsættes for skal ikke afsløres her, det bør den nysgerrige læser selv læse “Afgrunden” for at finde ud af.

“Afgrunden” er en særdeles spændende og overbevisende bog, jeg er tilbøjelig til at mene, at forfatteren med denne bog har begået noget, der minder om et mesterværk.

Romanen er en psykologisk skildring af forholdet mellem to brødre og deres forhold til omverdenen, og ikke mindst er bogen en fortælling om hvordan et elendigt menneskesyn kan vise sig, at have alvorlige konsekvenser for andre mennesker.

Som læser havde jeg oplevelsen af, at komme ind under huden på bogens hovedpersoner, og jeg kan kun sige, at jeg sjældent har læst så lang en bog på så kort tid.

Sprogligt set er Kim Leine en mester.

Der er sikker penneføring, og det falder mig vanskeligt at skulle sige noget negativt om “Afgrunden”.

Fem stjerner og en varm anbefaling herfra.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter