0 kommentarer

Afgrunden af Kim Leine

af d. 7. juli 2015
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

596

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-15798-7

 

Det er første gang jeg læser noget af Kim Leine. Jeg skulle lige vænne mig til hans skrivestil, ikke fordi den er specielt anderledes end andre, men alligevel er han noget for sig. Bestemt på den gode måde.

Vi følger tvillingebrødrene Kaj og Ib fra de som unge mænd deltager i borgerkrigen i Finland til de som sidst i 40erne er med i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Og man må sige, at deres liv er præget af deres oplevelser især under Finlandskrigen. Selvom de er tvillinger er de ganske forskellige. Og så alligevel ikke. De drømmer begge om rigdom, anerkendelse og kærlighed (og sex!), men kæmper hver deres kamp for at nå deres mål. Ib bliver læge, men har en mørk side, som spænder ben for hans ambitioner. Han finder dog sin niche i psykiatrien, men hans mørke side er med ham konstant. Kaj bliver efter mange års studier uddannet præst. Han får dog tilbudt et job som journalist, hvor han derefter tager rundt i både Danmark og udlandet og beretter om liv, død og deslige. Dette liv gør det dog svært for ham at opretholde et lykkeligt familieliv, og man må sige, at han har sine problemer med sine mange kvindebekendtskaber.

Bogen er lang, meget lang. Så det er helt umuligt at resumere bogen på dækkende vis. Jeg synes det mest spændende ved bogen, er den gode beskrivelse af førkrigstiden både i Danmark men især i Tyskland. Kaj har en god tysk veninde, der er jødisk, og igennem hende får vi set et glimt af tidens uroligheder og ikke mindst konsekvenserne af at være af jødisk afstamning.
Bogens sidste 150 sider handler om Kaj og Ibs konstante flugt fra Gestapo i København. Og det er virkelig fængslende læsning! Sjældent har jeg været så bjergtaget af et hændelsesforløb, hvor man kender slutningen.

Flot flot historisk roman fra Leines hånd. En varm anbefaling herfra.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter