0 kommentarer

Af kød og blod af Jan De Leeuw

af d. 9. september 2016
Info
 
Sideantal

112

Udgivet

2016

ISBN

978-87-998885-0-4

Originaltitel

Bevroren kamers

 

Gribende ungdomsroman om kærlighed, galskab og døden, der også bør læses af voksne.

Jonas og Sarahs far er indlagt på psykiatrisk afdeling. Han var slagter, men en dag fik han for meget af alt kødet og blodet og brød sammen. Jonas besøger ofte sin far, mens moren ikke så tit kommer forbi. I stedet har hun mandebesøg derhjemme og bestyrer en brevkasse som hjertesorgsspecialisten Dr. Linda.

En dag står moren ikke op, og da Jonas går op i soveværelset for at se til hende, ligger hun død i sengen med et tomt pilleglas og en hvid kurvert ved siden af sig. For ikke at forskrække lillesøsteren siger Jonas ikke noget i første omgang, og pludselig er der gået for lang tid, og moren er stillet på frost i farens tomme fryserum i garagen.

Men hvor længe kan Jonas skjule morens død for omverdenen? Hvordan skal han slippe af med hendes lig? Hvad skal han gøre ved den 16-årige Heleen, der opdager hans hemmelighed, da hun kommer for at skælde ud over et svar, som Dr. Linda (i skikkelse af Jonas) har givet hende? Og hvad er egentlig hemmeligheden bag morens død?

”Af kød og blod” er en både gribende og samtidig tragikomisk roman, som ikke er bange for at udfordre den unge læser ved at eksperimentere med skrivestilen og gribe fat i svære emner, som psykisk syge forældre og selvmord, men også den første kærlighed.

Forfatteren Jan De Leeuw er uddannet psykolog og fortæller i et interview, hvordan han blev frustreret, når han i anmeldelser kunne læse, at de gode psykologiske beskrivelser af personerne var et resultat af hans uddannelse. Derfor besluttede han sig for at skrive en bog uden nogen indre synsvinkel på hovedpersonen, og resultatet blev ”Af kød og blod”. Her får læseren nemlig ingen forklaring på, hvad der foregår i Jonas’ indre. Vi kan se, hvad der kommer ind, og hvad der kommer ud, og ud fra det må læseren så selv udfylde Jonas tanker. Det er spændende tænkt og godt skrevet.

Jan De Leeuw har tidligere udgivet den historiske ungdomsroman ”Rød sne” på dansk samt flere voksen og ungdomsromaner, der ikke er oversat. Hans bøger er oversat til bl.a. japansk, tysk og svensk og i 2005 vandt han den flamske børne- og ungdomslitteraturpris Boekenwelp for sin første ungdomsroman, ”Vederland”, ligesom den tyske oversættelse af ”Af kød og blod” blev nomineret til Deutscher Jugendliteraturpreis i 2011. Se mere på forlaget Ordlys’ hjemmeside.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter