0 kommentarer

Abelone på Bangsbo af Bent Haller

af d. 4. januar 2018
Info
 
Sideantal

366

Udgivet

2017

ISBN

978-87-11-55837-9

 

Da Abelone for tredje gang stikker af fra sin plads, er familien overbeviste om, at hun aldrig vil finde sig til rette noget sted. Men så tager Abelone sagen i egen hånd og søger stilling som stuepige på det lokale gods Bangsbo.

Historien om Abelone er Bent Hallers fiktive historie om oldemorens tid som stuepige på det nordjyske gods Bangsbo i slutningen af 1890’erne. Vi hører, hvordan Abelone hurtigt finder sig til rette i denne nye verden, fyldt med fester og gæster som stort set alle tilhører tidens kunstneriske elite, bl.a. Gustav Wied, Betty Nansen, L. A. Ring, Eva Drachmann og Herman Bang.

Livet på Bangsbo er meget anderledes fra Abelones fattige opvækst, men med flittighed og arbejdsomhed bliver Abelone snart et skattet medlem af husholdningen. Særligt oldfruen fru Frederiksen fatter interesse i Abelone, som deler oldfruens begejstring for Herman Bang, men som ikke helt forstår baggrunden for oldfruens venlighed.

”Abelone på Bangsbo” er næsten en dansk pendant til den engelske serie ”Downton Abbey”. Gennem Abelone hører vi om tjenerskabets arbejdsopgaver og liv, mens festerne i stuerne giver et billede af overklassen. Romanen tegner således et kulørt samtidsbillede af Danmark i slutningen af 1800-tallet, hvor både cykler og kvindefrigørelse diskuteres på Bangsbo. Men samtidig er romanen også et fint portræt af den unge, naive Abelone, som altid har drømt om et bedre liv, end det hun blev født ind i.

Jeg har efterhånden læst en del bøger af Bent Haller, og jeg har endnu til gode at blive skuffet. Med ”Abelone på Bangsbo” serverer han endnu en gang en velskrevet og underholdende roman, hvor personerne står levende og nuancerede. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig under læsningen, og kan kun anbefale den til alle, som holder af farverige historiske romaner.

Når du har læst ”Abelone på Bangsbo”, kan jeg også anbefale ”De tavse vidner” af Marianne Jørgensen, ”Huset Longbourn” af Jo Baker, ”Iagttagelserne” af Jane Harris samt ”Alias Grace” af Margaret Atwood.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter