0 kommentarer

ABC af Ida Jessen

af d. 29. august 2007
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

203

Udgivet

2005

ISBN

87-02-04164-2

 

Til en fest møder den midaldrende Joachim Hald den jævnaldrende Susan. De lærer hinanden at kende, og efter noget tid ender det med, at de flytter sammen i Joachims lejlighed på Østerbro i København. Det er et umage par, Joachim er lidt af en enspænder – en stille og rolig fyr, der har svært ved at sige fra, mens Susan har tendens til at være udfarende og overreagere over den mindste ting.

Joachim bliver papfar for Susans 9-årige datter, Ditte. Susan og Joachim får også en lille søn sammen.

Lykken holder kun kortvarigt. Susan bliver mere og mere uberegnelig og direkte verbalt ubehagelig, men Joachim ved ikke hvad han skal gøre for at forbedre eller ændre situationen – så han gør ingenting, andet end indimellem at forlade lejligheden og tage på hotel et par dage af gangen for at lade op og få fred. Da Susan opdager, at Joachim har været på hotel, men bildt hende ind, at han har været på arbejdsrejse, bliver hun så knotten, at hun smider ham ud og vil skilles.

Kampen om forældremyndigheden starter, og man bliver nu som læser vidne til diverse ubehagelige situationer mellem to mennesker, der burde opføre sig som voksne, men som nu kører efter et 3-årigt barns mekanismer, men med en voksens magtredskaber.

“ABC” fortæller historien om Joachim og Susans hverdagsliv og deres kamp mod hinanden for at få forældremyndigheden over den fælles søn. Vi følger især Joachims tankegang og hans overvejelser om hvad der gik galt, og ikke mindst hvorfor og hvordan det hele kørte af sporet.

På mange måder er bogen ubehagelig, for det er en fortælling om, hvor modbydelige folk kan være mod hinanden, samtidig er det også en realistisk bog, der er medrivende og meget præcis i sine beskrivelser af menneskers forhold til hinanden. Sproget er meget flydende og præcist. Ida Jessen har virkelig gjort et godt stykke arbejde med denne bog, den er spændende, medrivende og realistisk, tre ting jeg sætter pris på i en bog, derfor får bogen 4 stjerner af mig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter