0 kommentarer

Flugten fra Camp 14 af Blaine Harden

af d. 4. november 2012
Info
 
Sideantal

268

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7467-159-6

Originaltitel

Escape from Camp 14

 

Èn mands utrolige rejse fra Nordkorea til friheden i Vesten. En beretning så grufuld, at jeg har svært ved at forstå, at det er sandt og at det foregår i vores tid.

Shin blev født i 1983 som barn af to politiske fanger og voksede op i en fangelejr i Nordkorea. En lejr, som Nordkoreas styre hævder ikke findes – en lejr, hvor mennesker lever på sultegrænsen, arbejder hårdt og intet er værd. En lejr, hvor børn lærer at forråde deres forældre og tvinges til at se på, når de myrdes. Shin så sin mor blive hængt og broderen skudt, fordi de forsøgte at flygte. Shin selv blev i bogstaveligste forstand ristet over en sagte ild for at indrømme, at han kendte til flugten.

Shins hverdag består af hårdt arbejde, alt for lidt mad og total mangel på kærlighed og empati. Under et fængselsophold møder Shin for første gang omsorg fra et andet menneske og senere møder han fangen Park, der fortæller om verden udenfor. En verden, hvor man kan spise sig mæt i kød – en verden, hvor man ikke er slave. En fri verden.

Sammen planlægger de en umulig flugt, og Shin bliver den første fange, der er født og opvokset i en nordkoreansk fangelejr, som nogensinde er flygtet fra en nordkoreansk lejr og for hvem det i 2005 lykkes at komme til vesten.

En stribe af utrolige held er med ham, – og det lykkes ham at komme til det forjættede vesten, hvorfra han fortæller sin rædselshistorie til journalisten Blaine Harden.

Hvor ufatteligt er det ikke, at Shin med sin baggrund har udviklet et intellekt, der gør det muligt for ham i en alder af 23 år, at starte forfra – at lære nye regler for adfærd, at lære historie, geografi og alt det andet, som vi tager som en selvfølge.

En utrolig læseværdig beretning, der skriger på opmærksomhed, mens man som læser efterlades med en enorm afmagtsfølelse.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter