0 kommentarer

2049 – vendepunktet af Johan Peter Beck

af d. 14. maj 2009
Info
 
Sideantal

249

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7070-117-4

 

Sort/hvidt syn på en dystopisk dansk fremtid i en propagandistisk roman befolket af papmaché figurer.

”2049 – Vendepunktet” er en propagandistisk roman. Menneskenes materialistiske og åndsfattige levevis har spillet fallit: Sygdomme som pest og malaria hærger på hele kloden, mens vejret er blevet uforudsigeligt og farligt. 2012 var det sidste år hvor den gamle verdens ødelæggende maskineri stadig kørte for fulde drøn, fortæller én af personerne. Vi er nu i 2049, og i mellemtiden er samfundet gået i opløsning. De mennesker, der har overlevet, klarer sig i familier eller kollektiver på befæstede gårde – eller de klarer sig i plyndrende bander eller som Nati`er, en militær bevægelse, der på brutal vis søger at samle EU`s borgere under ét autoritært styre.

Becks udgangspunkt ligger helt klart i det ‘alternative’ miljø. Mens menneskene i det ‘gamle’ samfund hovedsagelig tænkte på sig selv og deres eget og stræbte efter at få så mange materielle goder som muligt, er der ved at opstå en modvægt, der lægger hovedvægten på de følelsesmæssige relationer mellem menneskene. Denne modbevægelse har fået et solidt rodfæste i Jylland, mens resten af landet må lide under nati`ernes og bandernes hærgen og regeren. I modbevægelsen har man forkastet den traditionelle medicin og benytter sig af healing, akupunktur og lægeurter. Man har det godt med at leve livet langsomt og kan nyde stilheden.

Bogens verdenssyn er desværre så sort/hvidt som her skitseret. Tilmed er fortællingen usammenhængende og springende, så det til tider er svært at finde ud af hvad der sker. Personerne er af papmaché og fører underligt utroværdige samtaler. Det er som om vi er i et Morten Korchsk univers updated med det sidste nye fra den alternative bølge. Hvad der tydeligvis skulle have været en fortælling der ekstrapolerede og eksemplificerede disse synspunkter ind i et dansk sindelag, fungerer bare ikke. Det er synd, for der er meget jeg kan lide, den adresserer det danske, den foregår i Danmark, den tager stilling til vores nuværende samfundsform, og den giver et bud på en bedre fremtid fra en original synsvinkel. Men fortælleteknisk er den bare ikke god nok til at læseren overser det programmatiske og falder ind i fortællingen. Det er beskæmmende at Hovedland ikke har ydet et bedre redaktionsarbejde med forfatteren.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter