0 kommentarer

2000 af Erwin Neutzsky-Wulff

af d. 15. juni 2007
Info
 
Sideantal

700

Udgivet

1991

ISBN

87-418-6113-2

 

Med akut fare for spontant at brænde op senere på natten, vil jeg hævde at meningerne om kultforfatteren Neutzsky-Wulff er skarpt delt mellem de få åbentsindede, der ser ham som en indsigtsfuld okkultist og profet, der er hævet over verden med en overjordisk menneskelig indsigt og en intelligenskvotient, der ikke kan måles med moderne teknikker, – og så de fortabte bigoter, der sætter ham i bås med fortabte megalomaner og håbløse fantaster og måske endda med begrundet mistanke om forbipassende skizofreni og selviscenesættelse.

Nuvel, faktum er, at ENW er en af de få danske forfattere, der skriver, så man som læser bliver glædeligt overrasket og muligvis tilsvarende intellektuelt tilfredsstillet. Der er ingen letkøbt underholdning eller letfordøjelig visdom at finde her; du må ofre din nattesøvn, du må være tålmodig og tapper for komme igennem hans monumentale værker.

ENW blev nok mest kendt som Danmarks største 80er scifi forfatterhåb, men siden starten af 90’erne har han skrevet en række murstensromaner. der genremæssigt ligger et sted mellem moderne horror, science fiction og magisk realisme (noget i den retning). Denne roman, “2000”, var den første i triologien, der blev efterfulgt af “Verden” og “Døden” alle på Borgens forlag.

Bogen er skrevet i dagbogsform af en forsker i mikrobiologi, der med i første omgang rent videnskabelige metoder udvikler en helt ny form for liv. Fortællingen finder sted nogle år ude i fremtiden på et privat gods, hvor en rigmand har omgivet sig med tre forførende og på hver sin måde mystiske konkubiner, en selvudråbt ekspert i UFOlogi, en mistroisk livlæge og en borderline-realist af en mikrobiolog. Den nye livsform påvirker de syv personer og en ny (spejl-)verden åbner sig for dem. De seks skiftes til at fortælle en historie eller oftere eventyr, som for de meste er medrivende og overraskende. De dræbende kedelige detaljer i starten af “2000” om mikrobiologiens forskningsmetoder, var hård kost for denne læser. Men mange af de små historier, spændingen mellem personerne og især de sidste kapitler i bogen er anstrengelserne værd.

Skal du til at starte på ENWs forfatterskab, vil jeg anbefale hans mere lettilgængelige og noget mere dystre roman “Abattoir” fra 2003.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter