0 kommentarer

2 Fuldmåner af Anette Vinter Jensen

af d. 20. november 2010
Info
 
Sideantal

100

Udgivet

2010

ISBN

978-87-92662-10-1

 

”2 Fuldmåner” er dyb, farverig og reflekterende – og meget læseværdig.

Den giver en hel konkret beskrivelse af det forløb, forfatteren og hendes mand gennemgår følelsesmæssigt og praktisk efter at have mistet deres lille datter i slutningen af graviditeten. Parret arbejder sig ud af den umenneskelige krise ved at prøve forskellige ting – fx skaber de en smuk kolonihave, hvor forfatterens mand ved håndkraft bygger et hus fra grunden. Forfatteren mestrer både beskrivelsen af det praktiske og det jordnære, men også det fantastisk eventyrlige, som bl.a. tager form af en heks, hun møder i skoven. Der er en fin skelnen mellem disse to planer, og man er ikke i tvivl om, hvornår man er i denne verden og hvornår, man er i den åndelige dimension.

”2 Fuldmåner” er rig på visdom: Tankernes i bogen stråler af menneskelig modenhed og dybde. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er belæst inden for mange genrer – ikke mindst inden for åndeligt inspireret litteratur. Der er kloge ord om følelser og også helt praktiske og sjove gode råd (vidste du fx, at et basilikumblad i pungen siges at give rigdom?)

”2 Fuldmåner” er rig på sanseoplevelser: Forfatteren forstår at beskrive frembringelsen af æblekage på en måde, der får tænderne til at løbe i vand, og hun er også god til at få én til at sanse hele miljøer som når hun fx beskriver en cykeltur gennem det duftende og larmende Nørrebro.

Man får virkelig lyst til at prøve at meditere efter læsningen. Bogen får et guddommeligt skær, når fx jomfru Maria og Lukasevangeliet bliver nævnt og belyst, og man fornemmer en klar dybde i forfatterens spirituelle indsigt.

Bogen udmærker sig meget ved at give en nuanceret beskrivelse af en sorgfuld, arbejdsom og åndeligt begavet kvindes følelsesbearbejdning, og man stifter bekendtskab med følelser, man kender fra sig selv, men ikke har fået sat ord på. Men det gør forfatteren her, og hun gør det fint. Bogen kan fint læses som led i en sorgbearbejdning hos læsere, der har mistet – og er læseren yderligere nysgerrig på åndelige fænomener, er den et hit. Bogen kan i det hele taget også læses af folk, der er så lykkelige ikke at have mistet – såvel som af fagfolk – for den giver et så klart og fintfølende billede af den voldsomme tragedie, at alle kan lære noget.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter