0 kommentarer

1Q84 bog 3 af Haruki Murakami

af d. 6. oktober 2012
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

451

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7955-963-9

Originaltitel

1Q84

Udgave

1.udgave

 

“Den er kunstfærdigt og smukt skrevet… jeg føler bare ikke, jeg kommer nogen vegne. Det er som at prøve at ro op imod strømmen på en flod. Så længe jeg ror, går det fint, men slipper jeg årerne bare et sekund og falder hen i tanker, er jeg tilbage, hvor jeg kom fra.”

Sådan lader Murakami en af sine hovedpersoner anmelde en bog af Proust. Det er beklageligvis også en uhyre rammende karakteristik af “1Q84, Bog 3”.

Efter to fuldkommen overjordiske læseoplevelser i Bog 1 og 2 er det, som om Murakami har mistet pusten. Handlingen er simpelt hen gået i stå, personerne marcherer på stedet, og i løbet af samfulde 451 sider bliver man ikke en snus klogere på den skæbnestunge og mystiske, næsten mytologiske, skabelsesberetning, som er trilogiens sande motor.

Bog 3 cirkler om, hvorvidt den unge forfatter og terpelærer Tengo og kampsportsinstruktøren Aomame endelig vil møde hinanden efter 20 års adskillelse. Hele tiden er de tæt på, men mislykkes så. Lige i hælene på dem er den usandsynligt grimme, men snu detektiv Ushikawa. Han skal opspore Aomame for den sære sekt Sakigake, hvis leder hun har myrdet på vegne af Den gamle dame og alverdens mishandlede kvinder.

Temaerne fra Bog 1 og 2 gentages og varieres som en klassisk komposition. Vigtigst er Tengo og Aomames dobbeltliv i 1984 og paralleluniverset 1Q84, hvor to måner og nogle mærkværdige luftpupper spiller en afgørende rolle. De to elskende må og skal mødes, før året rinder ud, men tiden er mod dem, og fjenden er lige i hælene på dem… Principielt set er dét vældigt spændende – der sker bare ikke noget.

Vi får et enkelt ækelt mord, bevares, og et drys lækker filosofi samt en sød, lidt fad finale. Men dramaet og de befriende afklaringer mangler. Bogen fiser lige så stille ud og lader sin læser stå tilbage med en uforløst tomhed som efter, ja, coitus interruptus.

Hvad handler hele affæren egentlig om? Hvad er Little Peoples agenda med luftpupperne og de to måner? Er Sakigake-sekten skurke eller ofre? Er unge, smækre Fukaeri mother eller daughter? Hvad har Kattenes by med sagen at gøre? Og den kloge krage? Og Janaceks Sinfonietta? Hvem myrdede Ayumi? Og Tengos mor? Er Tengos komatøse far den bryske, ikke-legemlige licensopkræver, der hjemsøger alle hovedpersonerne?

Sjusk er der også en del af, hvilket hverken ligner den pertentlige Murakami eller den dygtige oversætter Mette Holm. Haruki, hedder hende luftpuppemediet Fukada eller Fukaeri? Og Mette, hvad er en politiboks? Bare for at nævne et par småting.

Heldigvis skriver Murakami stadig som en drøm. Hans humor og skæve blik for mystik er intakt. Det virker bare, som om han løb tør for stof til seriens angiveligt sidste bind. “1Q84, Bog 3” får tre stjerner med en pil nedad. Til gengæld skal Bog 1 og 2 have de varmeste anbefalinger med på vejen – begge er ren, ufortyndet verdensklasse. Læs dem og stop gerne dér; Bog 3 er dybest set overflødig.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter