0 kommentarer

1971-1985 af Martin Hall

af d. 28. august 2017
Info
 
Sideantal

244

Udgivet

2017

ISBN

978 87 0223 8167

Udgave

1. udgave

 

Martin Hall slog som 16-årig igennem som punkmusiker, pophittede i 1988 med ”Beat of the drum” der blev årets mest spillede på The Voice, fik i 2007 sit gennembrud som forfatter med tobindsværket ”Den sidste Romantiker”, blev tv-kendis som bl.a. smagsdommer på DR2 og har medvirket på over 100 plader.

Det er således en mand med en usædvanlig stejl succeskurve, der nu udsender 1. bind af sine erindringer. Et Den Grimme Ælling-eventyr om en trist 8-årig outsider med fordrukne forældre i Francos Spanien, der udvikler sig til feteret punkstjerne og som 22-årig er på venskabelig fod med mange af landets kendteste kulturpersonligheder.

Et usædvanligt talent med en usædvanlig karriere. Og en historie, der ikke kan fortælles nok, især da ikke, når den myldrer med spændende personligheder fra en tid, der er ved at gå i glemmebogen. Desværre virker det, som om Martin Hall er for tæt på sit stof og samtidig har for store stilistiske ambitioner.

Mor Beth og far Eigil var søde og rare, men ikke ligefrem mønsterforældre, forstår man. Begge lidt for tørstige, lidt for spontane. Da Eigils succes med at sælge smålumre magasiner brat får en ende, flytter familien til Spanien, indtil Martin fylder 9. Den lille fyr går i spansk skole uden at forstå et ord; og bestikkes med is, slik og Frank Sinatra for at holde humøret oppe. Martin må klart udvikle sin helt egen personlighed.

Der er mange charmerende erindringsglimt fra dengang, det ikke var farligt at ryge; hvor oliekrisen lagde vejene øde; og hvor porno var noget, man(d) så i små, lumre biografer på Vesterbro, mens spritterne tågede rundt udenfor.

Men proportionerne i bogen er sære. Der er hele små kapitler om en gut, der går på line mellem to højhuse i New York, om pornofilmen ”Langt ned i halsen”, om morens pæreformede veninde Irma. Noget er selvoplevet, andet googlet viden, men fællesnævneren er, at det forekommer irrelevant i sammenhængen.

Omvendt får den første intime veninde, vi hører om, blot disse ord med på vejen: “… min nye billedskønne og mere end almindeligt kvikke, rødhårede kæreste. Dette forhold varede selvfølgelig heller ikke særlig længe.” Slut. Ej heller hører vi meget om hovedpersonens eget guitarspil, hans sang, hans mål. Vi kommer ikke rigtigt indenfor.

Bogens største problem er forfatterens hang til vildtvoksende sprogblomster: “Begge var vi prisgivet livets utrolige fadæse, begge smittet med bitterhedens genetiske gonnoré, men hvor jeg beredvilligt sugede katastrofekursens enzymer til mig undervejs, forsøgte hun tilsvarende at verfe dem væk.”

Lad os håbe, at forlaget ved en evt. 2’er insisterer på at luge lidt grundigere i manus.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter