0 kommentarer

100 digte – et udvalg af Henrik Nordbrandt

af d. 15. januar 2016
Info
 
Sideantal

129

Udgivet

2014

ISBN

978-87-02-15751-2

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Skulle man tilhøre den flok stakler, der har læst mine anmeldelser af digte vil man ikke blive overrasket når jeg påstår, at jeg har et ambivalent forhold til digte og at jeg ofte ikke forstår digtene.

I ny og næ er der dog undtagelser, hvor det lykkes mig at finde en digtsamling, hvor jeg kan følge forfatterens tankegang og hvor jeg rent faktisk synes om det meste af bogens indhold.

Sådan en bog er ”100 digte. Et udvalg” af Henrik Nordbrandt, en forfatter jeg havde hørt en del positiv omtale af, men aldrig selv læst noget af – før jeg altså ved et lykketræf fik denne digtsamling tilsendt.

Nordbrandt har udvalgt 100 af sine egne digte, der alle har været udgivet tidligere, så nye læsere af forfatteren vil kunne få et ganske fint indblik i hvordan Nordbrandt skriver ved at læse denne digtsamling.

Digtene kredser ofte om kærlighed, om relationer mellem mennesker (hvad sker der f.eks. når et menneske dør), om tilværelsen og de puds den nogle gange spiller os alle, men der er også betragtninger fra nogle af de rejser, som forfatteren har foretaget i bl.a. Spanien og New Haven, USA (New Haven er et sted forfatteren sandsynligvis aldrig vil vende tilbage til).

Ganske mange af digtene er forfinede og er både malende og rammende i sine beskrivelser, og jeg vil især fremhæve de digte, der omhandler relationer mellem mennesker, for de er i særdeleshed gode.

Nordbrandt er i besiddelse af en gudsbenådet evne til at sammensætte digte, der rammer ind i læserens hjerte, og jeg er faktisk skuffet over, at jeg først nu, i min relativt fremskredne alder, har fået øjnene op for Nordbrandts forfatterskab.

Fire hjerter for det solide håndværk, for de præcise beskrivelser af de tanker og følelser, der løber igennem mennesket, for at være ferm til at kunne sætte stemninger op fra rejsemål og for at være i besiddelse af en sikker pen – mere af den slags, tak.

Her på falderebet vil jeg ikke snyde Jer for et eksempel på et af bogens digte:

”Et liv

Du strøg en tændstik, og dens flamme blændede dig

så du ikke kunne finde, hvad du søgte i mørket

før den brændte ud mellem fingrene på dig

og smerten fik dig til at glemme, hvad det var”

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter