Forfatterportræt: Olga Ravn og poetiske vingesus

af d. 11. november 2016
 

Olga Ravn bredte fra 1986 sine vinger ud, særligt i København, hvor hun blev født.
Hun er en ung stemme i det danske forfatterkor, og hun behandler tunge emner med en fjerlet, poetisk pen.

Det handler meget ofte om, hvad det vil sige at være kvinde, og der er som oftest et decideret og direkte udgangspunkt i kroppen – hvor det får lyd af, at det handler om at lære at leve med den, at komme overens med sin krop, simpelthen. Således skærer hun ind til benet i sin poesi såvel som i sin prosa.

Hun er sådan set vokset op i København, og hun har slået sine folder – en periode – på Testrup Højskoles skrivelinje, inden turen gik forbi Forfatterskolen. Hun har haft tekster ude at svømme i den store sø af blogs, og i 2008 havde hun sin digteriske debut, og det i Hvedekorn. Ydermere har hun skrevet litteraturkritik for både Information og Politiken foruden klummer til Klassekampen, en norsk avis.

Sammen med sin svenske kollega Johanne Lykke Holm etablerede hun i 2015 skriveseminaret Hekseskolen.

2015 var også året, hvor hun fik sin prosadebut. Hun udgav – til stor ros – Celestine – som handler om en ung kvinde, der får job på en kostskole, hvorved hun må flytte til provinsen. Kim – kæreste – er med i hendes tanker, og han skal sidenhen vise sig fysisk, idet han flytter ind på skolen. Det får betydning. Det er en roman, hvor tanker om forholdet mellem mor og datter folder sig ud, samtidig med at der er stor optagethed af naturens bevægelser og bølger foruden fornemmelse af noget mere mellem dag og nat, himmel og jord.

Hun har været forbi Forfatterskolen (2010), og to år derefter udsendte hun sit første udtryk: Jeg æder mig selv som lyng.

Det er her værd at nævne og endda dvæle lidt ved det flotte faktum, at hun i 2015 blev tildelt Michael Strunge-prisen.

Som en direkte inspirationskilde kan det nævnes, at Tove Ditlevsen træder tydeligt frem.

 

Læs anmeldelser af Olga Ravns bøger her