Forfatter Steen Langstrup – Fem bøger jeg ikke glemmer

af d. 5. marts 2016
 

Verden er fuld af bøger. Mange af dem orker jeg slet ikke. Mange har jeg stadig til gode. Nogle opgiver jeg at komme igennem. Andre læser jeg færdig uden helt at forstå hvorfor. Mange læser jeg af nysgerrighed. Andre af pligt. Nogle nyder jeg. Andre holder mig fast. Nogle få sætter sig spor. I mig. I min måde at tænke på, at skrive på. De følgende fem hører alle til blandt disse få.

 

1) A KISS BEFORE DYING af Ira Levin:

kysI mine øjne måske den bedste krimi, der nogensinde er skrevet. Jeg elsker den frækhed, den er skrevet med. Vi følger morderen hele første del af bogen, lærer hvordan han udser sig et offer og dræber hende, og alligevel må vi se i øjnene, få sider inde i anden del, hvor synsvinklen er skiftet til en ung kvinde, at vi ikke aner, hvem morderen er. Det er en ældre bog, en lille fin bog, fra dengang populærlitteratur ikke behøvede at være søvndyssende mursten. Det er stærkt skrevet, præcist, gennemført.

 

 

 

2) THE GIRL NEXT DOOR af Jack Ketchum:girl

Socialrealisme og horror glider sammen i dette sindsoprivende mareridt. Det gør det ikke bedre, at historien er inspireret af virkelige hændelser. Handlingen er lagt tilbage i 60’erne, blandt børn, som mange andre horror-bøger, men her er intet monster, intet overnaturligt, kun børn på vej mod at miste uskylden. Det er en bog, det gør ondt at læse.

 

 

 

3) SKATTEØEN af Robert Louis Stevenson:
skatDen første bog, jeg virkelig skattede at eje. Vi kender vel alle historien om Jim Hawkins, Long John Silver og kaptajn Flints skat. Jeg har læst den utallige gange, både som barn og som voksen, for mine egne drenge skulle have den historie med. Og det er den samme gamle, skattede og nu lasede bog – en samlebog fra Ali Kaffe, hvor billederne er klistermærker, man fandt på kaffeposerne.

 

(Læs en anmeldelse af ‘Skatteøen’)

 

 

 

4) NO POCKETS IN A SHROUD af Horace McCoy:lig

Ægte, dyster noir, fra dengang ordet virkelig gav mening. En journalist tager kampen op mod den indspiste og Ku Klux Klan-elskende elite af magtfulde rigmænd i en amerikansk storby i 30’erne. Der gives ikke mange cent for den amerikanske drøm her. Men hold da op, hvor er det godt skrevet, hvor er nerven stærk, stemningen tyk, sproget præcist. Og noir’en kulsort.

 

 

 

 

5) BLACKHAWK af Grete Roulund:

blackEnkelt, præcist og kontant. Få personer, sneet inde i en hytte højt oppe på et bjerg. Tilsæt rabies, og mareridtet kan begynde. Roulund havde sin helt egen stemme. Hun var på ingen måde en typisk dansk forfatter. Kortfattet og præcis som Hemingway, men med mod til at udforske genrelitteraturen på sin helt egen facon. Desværre har dem, der sidder på rettighederne til hendes forfatterskab, valgt at lade det gå i glemmebogen, så det kan være enddog særdeles svært at opdrive hendes bøger, især digitalt, i dag. Det er i mine øjne et svigt af dansk kulturliv.

Læs en anmeldelse af ‘Blackhawk’.

 

 


 

forfatterSTEEN LANGSTRUP debuterede i 1995 og har siden udgivet nogle og tyve bøger, både romaner, novellesamlinger og faglitteratur. Krimi, spænding, horror, humor, noir og socialrealisme.

I 2016 er han aktuel med noir-romanen ‘I skyggen af Sadd 2’ skrevet sammen med Agnete Friis, Gretelise Holm og Lars Kjædegaard. Til august udkommer han med den stilfærdige horrorroman ‘Ø’, og senere på året er der premiere på filmen ‘Finale’, der bygger på Langstrups prisbelønnede roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’.

Læs mere om Steen Langstrup på hans hjemmeside.

Læs anmeldelserne af Steen Langstrups bøger på bogrummet.

Forfatterfoto: Jeanette Bernholm