Forfatter Michael Larsen – Fem bøger jeg ikke glemmer

af d. 1. maj 2020
 

Det er et farligt spørgsmål, for der bliver faktisk spurgt til bøger og ikke direkte til skønlitteratur. Og skal jeg være ærlig, kunne jeg hurtigt smide fem fagbøger på, som i grunden har haft lige så stor betydning for mig, både som menneske og forfatter, som fem gode romaner. Det kunne være Stanislav Grofs banebrydende bøger om LSD-forskningen i Den indre rejse, det kunne være Tidens univers af Peter Coveney, det kunne – for nu at tage et par nyere – være Holger Bech Nielsens Teorien om alt eller Insekternes planet af Anne Sverdrup Thygeson. Og mange, mange andre. Fagbøger inspirerer – i hvert fald undertegnede – i lige så høj grad som skønlitteratur gør det. Man skal aldrig være forudindtaget og dømme noget ude. En af vores største sprogmalere, J. P. Jacobsens muntrede sig i sit korte liv med at læse ‘guvernanteromaner’, en lidet prestigefyldt genre, som han sikkert læste både for at se, hvordan han netop ikke skulle gøre og for at opnå selvtillid. Men måske også af nysgerrighed. For at forsøge at aflure, hvorfor genren var så populær, for at forstå, hvad en god historie kunne bestå af, og for at læse om forhold mellem mennesker.

Der er også genrer, der ligefrem forbinder og forener skøn- og faglitteraturen: Alan Lightmans, Einsteins drømme, som er en helt vidunderlig, skønlitterær skildring af Einsteins indviklede idéer, eller Fluefælden af den svenske biolog og forfatter, Fredrik Sjöberg, som dermed også bliver mit første bud på en bog, jeg aldrig glemmer.

Da jeg skulle skrive min seneste roman, Den der falder, faldt jeg over netop Fluefælden. Af den simple årsag, at den handlede om svirrefluer. Jeg vidste, at jeg skulle have meget med om svirrefluer i Den der falder, og på mange måder var Sjöbergs bog faktisk præcis den bog, jeg gerne ville have skrevet. Det var der så ikke længere nogen grund til. For det er gjort nøjagtig så godt, som det kan gøres. En helt enkel, selvironisk og klog sag skrevet i et krystalklart og billedrigt sprog. Alle, der giver sig i kast med Den der falder, vil vide, at den er alt andet end enkel. Den har forhåbentlig nogle plusser i stil med Sjöbergs, men nem er den ikke. Den er snarere labyrintisk og gådefuld. Ikke desto mindre er udgangspunktet det samme: Et insekt. En fornøjelig, ejegod, lille skabning, som har været her på jorden i over 50 millioner år – nærmest uden at blive opdaget. Netop derfor var den – ud over min store og uforklarlige kærlighed til de små nyttige og smukke væsener – velegnet. Som selve symbolet på alt det, vi ikke ved – og aldrig kommer til at vide – om den verden, vi lever i.

Der er udkommet litteratur, der i thriller-formatet gør brug af Einsteins tænkning, hvor Lightman i stedet opsøgte poesien i fysikken. I Den der falder valgte jeg også thriller-formatet, spændingsromanen, for svirrefluen, hvor Sjöberg valgte det mere underfundige og næsten essayistiske. Men i min verden er der ingen form, der per se er bedre end den anden.

Vender man sig mod den rene skønlitteratur, bliver det ikke nemmere at vælge favoritter ud. De kanoniserede, og dermed oplagte, står også højt på min liste. Klassikerne er uomgængelige, fordi de endnu i dag formår at stå næsten fuldstændigt friske, både i sprog og indhold. Man skal bare være klar til dem. Jeg knækkede selv som ung nakken på Kongens fald, indtil flere gange, og det siger ikke så lidt om et værk, der anskuet kritisk faktisk også rummer noget helt uforløst materiale, at det trods alt er så helt igennem fænomenalt, som i næsten overjordisk, godt. Det er virkelig imponerende. Det gælder også for Henrik Pontoppidans Lykke-Per (og mange af hans øvrige romaner). Og det gælder for J. P. Jacobsens Niels Lyhne. Har man læst de tre, har man, efter min mening, på mange måder læst essensen af ‘danskheden’. Jeg smider lige en Gustave Flauberts Madame Bovary med i feltet, for lige at have udsynet med, så må det være det. Argh, vi tager lige Jacob Paludans Jørgen Stein med. Og Løgneren af Martin A. Hansen. De skal næsten med. Men så kan man selvfølgelig blive ved. For hvad med Blixen? Hvad med Rifbjerg? Her er det bare at starte fra en ende. Eminent dygtige fortællere. Men endnu for nye og moderne til at være decideret klassikere. Men fra den periode, hvor klassikerne udsprang, perioden med Herman Bang, J. P. Jacobsen, Pontoppidan og Strindberg, udkom der andre steder også litteratur i en helt anden tradition, et helt andet sted i verden, hvor der bare skulle fortælles uden de store falbelader, og derfor vil jeg i virkeligheden vælge franske Honoré de Balzacs Bristede forhaabninger ud fra striben af endnu læseværdige romaner – og i hvert fald som bog nummer to af dem, jeg ikke glemmer.

En god veninde, der læste litteraturvidenskab, anbefalede mig værket i sin tid. Den tog tid at læse. For det er mange sider. Og stor var derfor fortvivlelsen – og fornøjelsen – da jeg ved endt læsning erfarede, at romanen faktisk ingen reel slutning havde. Bogens personer indgår nemlig som en del af persongalleriet i Balzacs livsværk, Den menneskelige komedie, så der var – og er – mange oplevelser i vente i forfatterens øvrige og helt enorme romankompleks.

Der er nok en tendens til, at de værker, man først får i hånden, lever særlig stærkt i bevidstheden. Det gælder den tredje bog fra min liste. Kun den stærke er fri af Ayn Rand er en roman fra mine teenageår, der gjorde stort indtryk. Jeg læste aldrig så lange bøger, men den slugte jeg, dybt optaget og fascineret.

Den store Gatsby af Scott Fitzgerald er bare stadig så funklende klar i sit sprog og sin fortvivlede kærlighed, at den må med som bog nummer fire på listen, og det samme må Foucaults pendul af Umberto Eco, som dermed runder af som listens nummer fem. Dejlig, drilsk, sprængfyldt med viden og ironi og jo med mange af de ingredienser, jeg selv holder af at blande sammen.

Som sagt er der nok en tendens til, at de bøger, man først stifter bekendtskab med, sætter sig særlig godt fast. Til at begynde med havde jeg faktisk taget noget så obskurt som Jack O’Briens Silver King-serie med, fordi der blev spurgt til bøger, man ikke glemmer. Men i en tid, hvor selv en kulturminister, der kommer til at bekende sig til ‘ussel smag’, risikerer at få en støvet stendysse væltet ned over sig i Berlingeren, vil jeg slet ikke vove at bringe så oplagt underlødig litteratur på banen. Dog – må jeg erkende – at jeg nok altid, og måske mere end så meget andet, vil huske netop Silver King serien, der stod i sit glinsende, sært bløde og fedtede plasticomslag på skolebiblioteket i Værløse, hvor jeg voksede op. For det var noget af det første ‘litteratur’, der rigtigt greb mig. Min eneste undskyldning er, at jeg stadig var dreng. Formentlig var der ingen andre end jeg i Værløse, der læste dem.

Da jeg senere turnerede med min egen gennembrudsroman, Uden sikker viden, i Canada, mente jeg at have et virkelig trumfkort i ærmet og regnede med under et foredrag at score billige points hos de lokale i Winnipeg, da jeg kunne fortælle vidt og bredt om serien, der jo netop foregik i Canadas vildmark. Tilmed var jeg bekendt med forfatternavnet, Jack O’Brien (formentlig ikke engang hans virkelige navn). Men der var ikke én i salen, der nogensinde havde hørt om den suspekte forfatter, så min plan om at imponere faldt til jorden med et brag (Nysgerrig, fordi google er lige inden for rækkevidde, fandt jeg i forbindelse med dette skriv ud af, at Jack O’Brien ganske rigtigt skrev under pseudonym. Hans rigtige navn er John Sherman, og han er canadisk forfatter. Meget andet er det ikke muligt at finde om ham).

Siden er jeg kun blevet gjort bekendt med én anden dansk person, der har læst serien – nemlig min forfatterkollega Carsten Jensen. For nu ikke at bringe ham i vanskeligheder, vil jeg skynde mig at indskyde, at han formentlig også var dreng, da han læste serien.

Når jeg tænker mig om en sidste gang, bliver jeg alvorligt i tvivl. Mon ikke listen over de fem bøger, man aldrig glemmer, i virkeligheden ville bestå af en særligt god børnebog (måske noget af Astrid Lindgren?), en særligt god Jumbo-bog, Biblen, en bog om at bygge modelfly og én af Kim-bøgerne? Hvis nu man skulle være helt ærlig? Det er svært at konkurrere med den første udestillerede læseoplevelse. Alene af den grund er det opmuntrende, at det faktisk lader sig gøre at konstruere indtil flere solide og troværdige lister helt uden om barndommen og ungdommens stærke førstegangsoplevelser. Det vidner om, at der stadig skrives fabelagtigt gode bøger. Med titler man oven i købet kan nævne uden at komme i problemer.

(Læs en anmeldelse af Den store Gatsby)

(Læs en anmeldelse af Foucaults pendul)

_____________________________________________________________________________________________________

Michael Larsen, født i 1961, er uddannet journalist. Den navnkundige kritiker Poul Borum havde navne som Finn Søeborg, Leif Panduro og Dickens fremme ved modtagelsen af forfatterens humoristiske debutroman Med livet i hælene. Men allerede med sin anden roman, Uden sikker viden, afslørede Michael Larsen helt andre og uventede sider af forfatterskabet. Den dystre spændingsroman blev samtidig forfatterens internationale gennembrud. Romanen, der blev solgt til udgivelse i over 20 lande, høstede anerkendelse i aviser verden over – lige fra The Washington Post til Le Monde. Siden fulgte endnu to spændingsromaner, Slangen i Sydney og Femte sol brænder og desuden filmmanuskriptet til Operation Cobra. Michael Larsen udgav derefter i 2004 Den store tid – Aftenlandet og fuldendte det prisbelønnede værk med Den store tid – Stormen i 2008. Omkring dette tidspunkt var forfatteren flyttet til Ærø, hvor han endnu er bosat. Her har han skrevet og illustreret Ærø i tanke og streg og Ærø i tanke og streg II. I 2014 overraskede han på ny ved at udsende den meget roste fagbog, Ærøs Natur, som han selv har fotograferet og illustreret. Og i 2015 udkom så den længe ventede spændingsroman, Mordet på øen, som markerer forfatterens stærke comeback på krimiscenen. Romanen blev da også mødt med en regn af stjerner og hjerter fra avisernes anmeldere. I 2017 kom efterfølgeren til Mordet på øen, Dødens kode, og her i år udkom så Den der falder.

Michael Larsen arbejder både som naturfotograf, forfatter, journalist og kunstner og bor på Ærø med sin hustru, Gro Madsen. Sammen har de to piger, Merle og Maika.

Læs mere på Michael Larsens hjemmeside

Læs anmeldelser af Michael Larsens bøger på Bogrummet

Forfatterfoto: Maria Fonfara

_____________________________________________________________________________________________________