Forfatter Ellen Holmboe – Fem bøger jeg ikke glemmer

af d. 2. juni 2018
 

Som barn læste jeg så meget, at det medførte et forbud, hvilket igen medførte smuglæsning i halvmørke. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg havde pløjet mig gennem børnebiblioteket, og en behjertet bibliotekar fulgte mig op på voksenafdelingen og introducerede mig til Dan Turèll, Per Højholt og John Steinbeck. Det blev starten på en praksis med at læse hele forfatterskaber, og derfor vil jeg straks bøje opgaven og skrive om tre-fire forfatterskaber, jeg aldrig glemmer, og et par enlige svaler.

 

1)  Dan Turéll 

Da jeg var hjemmeboende teenager, var fredag ugens højdepunkt. Her bragte Politiken klummen I Byen af Dan Turèll med beretninger fra Vesterbro, LA og NY, der fik mig til at vandre omkring ved nattetide i min egen lille provinsby i Sydvestjylland, mens jeg drømte om at flytte til storbyen. Digtene, essayene, romanerne, jeg slugte det hele, og tog Onkel Dannys anbefalinger af musik, film og bøger til mig. Stærkest står nok stadig Vangedebilleder.

 

 

 

 

 

 

 

 

2) J.P. Jacobsen

”Tog bølgen land?” Jeg fik en J.P. Jacobsen-bog af min første kæreste; Dansklærerforeningens J.P. i udvalg, slugte den og hentede resten af dette lille, intense forfatterskab på biblioteket: Marie Grubbe, digtene, novellerne. I dag har jeg to udgaver af samlede værker, som jeg jævnligt genlæser. J.P. Jacobsen skriver, som om alt er på spil, og alligevel så stille. Skal jeg fremhæve en, må det blive novellen Pesten i Bergamo med den lammende slutreplik: ”Han døde ikke på korset for jer.” Læsningen af J.P. førte videre til Rilke, der førte videre til den tyske romantik, som jeg har en stor svaghed for. (Red. Pesten i Bergamo findes i samlingen Mogens og andre noveller). 

 

 

 

 

 

 

3) Dostojevskij/Nabokov

Dostojevskij storlæste jeg omkring de 20. Fyrst Mysjkin fra Idioten, Raskolnikov fra Forbrydelse og straf, det er svært at sige, hvilket karakterstudium der er mest uforglemmeligt fra en mester i menneskets psykologi.
Gode, gamle Dusty førte naturligt videre til Nabokov, som jeg har et had/kærlighedsforhold til. Han er ofte en illoyal fortæller, noget jeg ellers ikke bryder mig om, men han skriver samtidig så rasende elegant, at det går lige op. Latter i mørket er uafrystelig i al sin morbiditet. Digt/krimi/kunstromanen Pale Fire, som jeg først opdagede for nylig, er rablende morsom, når man som jeg har knoklet sig gennem kommenterede digte på Litteraturvidenskab. Heri langer romanforfatteren Nabokov ud efter poeten T.S. Eliot ved knastørt at konstatere, at hans navn bliver til Toilets, når man staver det bagfra.

Læs en anmeldelse af ‘Forbrydelse og straf’

 

 

 

 

4) Højskolesangbogen og salmebogen

Efterhånden som jeg bliver ældre, bliver det mere og mere tydeligt, i hvor høj grad jeg er rundet af min opvækst i Sydvestjylland, hvor højskolesangbogen og salmebogen var en naturlig del af hverdagen i en i øvrigt afkristnet familie. Jeg elsker de gamle digtere, og selvom jeg ikke er en flittig digtlæser, holder jeg uendelig meget af teksterne i disse to grundsten i den danske kulturarv. Valget er svært, men pilen endte på Tit er jeg glad af B.S. Ingemann, selvom Kingo, den gamle mørkemand, også har en stor stjerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

5) Giraffens hals af Judith Schalansky

En nyere uforglemmelig læsoplevelse er Giraffens hals, der foregår blandt lærere på det lukningstruede Darwin Gymnasium i det gamle DDR. Slutningen, hvor det endelig afsløres, hvorfor den følelseskolde biologilærer ikke længere har kontakt til sin voksne datter, er ubærlig. Jeg havde selv min far til matematik i folkeskolen. Behøver jeg sige mere?

Selv hvis man ikke har oplevet et forælder-/lærerforhold på første hånd, er bogen et fantastisk portræt af en erklæret darwinist, der må se i øjnene at hun selv og alt, hvad hun står for, er extinct. Der sker ikke ret meget, det meste ligger i sproget, i hovedpersonens klassificeringen af alt og alle omkring sig. Fremragende.

Læs en anmeldelse af ‘Giraffens hals”

 

 

 

 

6) Philip Pullman

Og nu hvor jeg er i gang med at demonstrere, at matematiklærerens datter ikke kan tælle til fem, vil jeg runde af med det, der nok mere end noget andet har gjort mig til børnebogsforfatter: De mange intense læseoplevelser, jeg har haft med min datter; oplevelser, der åbnede mine øjne for, hvad børnelitteratur kan, når den er bedst og slet og ret er litteratur med stort L. Eksemplerne er talrige, fx Philip Pullmans Det gyldne kompas, der var så stor en oplevelse, at vi rejste til Oxford for at se Will og Lyras bænk i Botanisk Have. Ja, dén bænk.
Du har tårer i øjnene nu, hvis du ved, hvad jeg mener.

Læs en anmeldelse af ‘Det Gyldne Kompas’

 

 

 

 

 

 

(Billede taget af Holmboe)

_________________________________________________________________________________________________

 

Om Ellen Holmboe:

Dansk forfatter med bachelor i datalogi og litteraturvidenskab.

Elev fra Forfatterskolen for Børnelitteratur (2002-2004). Skriver materialer til danskundervisningen, børnebøger og tegnefilmsmanuskripter.
Arbejder desuden som freelance tekstforfatter, skrivekonsulent, underviser og foredragsholder i enmandsvirksomheden Selvskrevet. Sammen med forfatteren Henrik Einspor driver hun forlaget Løse Ænder, som i kan læse mere om her.

 

 

Følg Ellen Holmboe på Instagram

Besøg Ellen Holmboes hjemmeside

Læs anmeldelser af Ellen Holmboes bøger på Bogrummet.

Forfatterfoto: Ellen Holmboe

 

__________________________________________________________________________________________________