Forfatter Christian Mørk – Fem bøger jeg ikke glemmer

af d. 30. november 2015
 

Bøger er ofte min måde at huske mit eget liv på. Selv dem, jeg ikke var vild med, havde en betydning som en slags milepæl i tidslinjen, som jeg derved kunne forankre mig til. Jeg gør det stadig. I dag blev jeg spurgt om fem bøger, og altså lod jeg fingerspidserne vandre langs med min bogreol derhjemme og den langt større, der nu kun findes i erindringen. Bøger har altid været mine trofaste følgesvende. Helt tilbage fra barndommen. Jeg var et af de børn, man skulle kalde på flere gange, før de kom og spiste aftensmad. Jeg var altid midt i et kapitel, hvad enten det var en tegneserie eller en roman. Der var ikke rigtig nogen skillelinje mellem den hypnotiske tilstand, man bliver sat i, når man er grebet af en historie, og så hele virkeligheden udenom; jeg gled ind og ud af dem begge som en slange, der skifter ham. Figurerne i bøgerne var ikke virkelige mennesker, det vidste jeg jo godt, men jeg ønskede, at de kunne være det, bare lidt. Er det i virkeligheden ikke det, vi gør, når vi læser? Drømmer uvirkelige ting virkelige? Jeg tror det. Jeg tror på det.

 

1) THE THINGS THEY CARRIED af Tim O’Brien:

the thingsDenne forfatter har en både voksen og drenget sans for at skabe illusionen af, at han selv opdager historien, han er ved at fortælle, samtidig med mig, der læser den. O’Brien giver os brudstykker af sit liv som ung mand, og langsomt dannes en mosaik af erindringer fra Vietnamkrigen, som han kredsede omkring og prøvede at flygte fra, indtil han alligevel blev fanget ind og kom dertil som menig amerikansk soldat. Men som han selv skriver et sted i bogen: “Det er ikke en fortælling om krig, men om kærlighed.” For O’Brien skriver nænsomt og netop kærligt om den knugende fornemmelse, titlen henfører til: Han beretter om alt det, disse unge mænd hver især bar på, både i bogstavelig forstand, men også mentalt. Han væver et detaljeret tæppe af menneskeskæbner, indtil vi knivskarpt kan føle hver enkelt mands inderste, der, hvor han ikke længere kan skjule sig for os. Og det er både stor kunst og nådesløst præcist. Samtidig er disse vignetter skrevet så overraskende smukt, at man sidder tilbage med en følelse af at have bevidnet noget skrækkeligt, men samtidig også af at have fået en gave. En dybt modstridende bog, jeg altid vender tilbage til, når jeg vil have et ufortyndet menneskeligt udtryk at læne mig op ad. En stor, stor forfatter.

 

2) MAUS af Art Spiegelman:a

Jeg havde ikke før hørt udtrykket “grafisk roman”, før jeg faldt over dette to-bindsværk af tegneseriekunstneren og illustratoren Spiegelman, som forinden mest havde lavet plakatkunst i New York. Men denne gang havde han interviewet sin egen far, som overlevede dødslejren Auschwitz, og simpelthen genskabt hele faderens lidelseshistorie som en sort-hvid tegneserie, hvilket kan lyde mærkværdigt. Besynderligt nok gjorde netop dét kunstgreb hele fortællingen endnu mere smertefuld og nærværende, måske fordi Spiegelmans tegninger af jøder i skikkelse af mus, nazisterne tegnet som hunde, og polske civilister som grise gav os lejlighed til at nærlæse en historie, vi kendte i forvejen, men alligevel tvang os til at gense den på en ny måde. Den uskyldige form iblandet det forfærdende indhold skabte et stille mesterværk. Spiegelman vandt en Pulitzer-pris for sit værk, der var det første af sin art, der vandt. Det er nu en fast del af pensummet på mange universiteter. Jeg husker stadig det langsomme chok, jeg fornemmede, da jeg begyndte at læse.

(Læs en anmeldelse af ‘Maus’ her)

 

3) GRIBEREN I RUGEN af J.D. Salinger:

aUd over at være blevet en fast bestanddel i enhver ung amerikansk seriemorders udrustning (politiet finder altid denne bog blandt deres ejendele), så var Salingers bog en litterær revolution, dengang den udkom. Den er stadig unik. Den beskriver en ung mands deroute i et New York, hvor man fornemmer, at han kunne hjælpes, men at hans egen indre uro er for stor til at kunne blive dæmpet. Jeg kan huske, at jeg læste den i ét hug, fordi jeg-fortælleren er så ligefrem og så usentimental om sin egen tilstand. Den har ekkoer af Knut Hamsuns SULT, hvor hovedpersonen også betragter livet omkring sig med afsky og ligegyldighed, fordi han ved, han aldrig kommer til at blive en del af det. Jeg kan godt se, hvordan rodløse unge mænd kunne opfatte bogen som værende en slags opskrift på en nihilistisk livsstil, men i min generation læste de fleste af os Salingers bog som det, den var: Amerikas første egentlige punk-fortælling længe før udtrykket var blevet opfundet. Den var en befriende – tidlig – finger i øjet på den dulmende, kulturløse shoppe-selvtilfredshed, der siden er kommet til at præge vores eget samfund til bevidstløshed. Den er vred af en årsag. Den har stadig noget på hjerte, hvis du har lyst til at lægge iPhonen fra dig og høre efter.

(Læs en anmeldelse af ‘Griberen i Rugen’ her)

 

4) MED NATTEN MOD VEST af Beryl Markham:med

Så enkelt ser det ud, og så svært er det at skrive som Beryl Markham, der uden de store litterære dikkedarer tager os med ud over Kenyas vidder i sin lille propelmaskine, hvor hun i 1930erne fløj medicin og post til udkanterne af det Britiske Imperium. Hun går lige på, i en aerodynamisk skrivestil, der er barberet ind til kernen, indtil der kun er nerven tilbage. Og den nerve skriver hun på hele vejen igennem: vi hører om sygdomme, der ikke kan kureres, om upålidelighed og død, men også om selve skønheden i det risikable liv, hun har valgt, og hvis konstante fare man fornemmer betød mere for hende end noget andet. Det var første gang, jeg havde læst om en kvindeskæbne, hvori kvinden selv skrev om en tilværelse, hvor hendes køn hverken var en hindring eller en hjælp, men at hun bare drev sig selv og alle andre afsted mod sit mål, uanset hvad. Jeg fornemmede, at selve væsenet Beryl Markham, som enten mand eller kvinde, ville have tvunget mig ind ved siden af sig i cockpittet, hvad enten jeg ville det eller ej, så viljestærkt er den forfattet. For mig er Markham, ud over at være en eminent litterær stilist, også et feministisk forbillede, man roligt kan bruge i dag.

 

5) TINTIN OG DEN BLÅ LOTUS af Hergé:

lotusSelv om Tintins skaber, den afdøde Georges Remi/Hergé, siden – ikke uden grund – er blevet kritiseret for at fremstille andre folkeslag racistisk i sin streg, var jeg som dreng egentlig mest betaget af hans evne til at åbne døren til verden for en dreng fra Frederiksberg. Jeg mener, her var jo alting! Ikke bare eventyr, hvor Tintin skulle afsløre en narkosmugler-ring, men nej, Remi kunne så meget mere end det. Han listede politik ind mellem panelerne, så jeg pludselig fik noget viden om vestens pres på Kina for at åbne sine grænser til opiumshandel, om Japans territoriale ambitioner i 1930erne, og om andre folkeslags kulturelle stolthed. Det er altså ikke småting, når man ligger på stuegulvet derhjemme med sit tegneseriehæfte, som ens forældre tror bare er tom og harmløs underholdning. Nej, Tintin-bøgerne gav mig hele verden før jeg havde set andet end Valby Bakke, intet mindre. Jeg lærte hurtigt selv at trække Hergés egen kulturelle fordom fra og danne mig mit eget indtryk af de lande, han tog mig med til. Og derfor har jeg netop købt dem alle sammen igen og stillet dem op på bogreolen derhjemme for at minde mig selv om, at ting sjældent kun er det, man flygtigt ser på overfladen.

 

 


F4650_10
Christian Mørk er søn af skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk. Født i København 1966, nu bosat i Brooklyn, NY, USA. Rejste som 14 årig til USA for at studere og har boet der fast siden 1988. Har en BA i historie fra Marlboro College og en MS i journalistik fra Columbia University. Har arbejdet som filmproducent i Hollywood, været filmredaktør på Variety og skrevet artikler til The New York Times.

Debuterede i 2006 med ‘De ti herskere’. Seneste udgivelse er ‘Drengen ingen kunne finde’, oktober 2015. Alle bøger er anmeldt på bogrummet, se mere her.

Læs mere om Christian Mørk her.

Forfatterfoto: ©Les Kaner