Bøger vs. film

af d. 2. april 2019
 

Forleden rundede jeg de 200 skrevne anmeldelser, hvilket tilfældigvis var med Arthur C. Clarkes ”2001 – En odyssé i verdensrummet”, og jeg fik lyst til at skrive lidt om bøger og deres filmatiseringer. På det seneste har jeg gået og funderet lidt over, hvad der egentlig kendetegner en god filmatisering, og jeg kan i hvert fald give mit helt eget subjektive svar på det spørgsmål. Eller kan jeg nu også det?

For hvad er en god filmatisering? Er det når filmen følger bogen nærmest slavisk? Hvor tit har jeg ikke siddet og ærgret og undret mig, når jeg så en film lave om på historien, endda tilføje noget nyt som ikke var med i bogen. Men jeg har også været ude for at kede mig, fordi hele filmen nærmest fulgte bogen hundrede procent. Noget af svaret ligger også i, hvor hurtigt man ser en film efter man har læst bogen. Er det for tæt på, kan kedsomheden ramme, og er det for lang tid siden kan jeg sidde og undre mig over forskellige scener, og nogen gange bliver jeg nødt til at læse bogen igen, for at få styr på, hvad filmmagerne har gjort ved historien. På den måde påvirker film og bog hinanden, hvad enten man får lyst til at se en filmatisering, eller lyst til at læse en bog, fordi den er blevet hypet som film; en yderst symbiotisk tilstand, der ofte er til glæde for bogormen, der også er filmelsker, og sådan en er jeg!

Når jeg anmelder en bog som er filmatiseret, kan jeg ikke lade være med at nævne det. Jeg har dog lært af mine fejltagelser: Jeg har fundet det nærmest umuligt at anmelde en bog, hvis jeg ser filmen lige efter endt læsning. Hvad er film og hvad er bog? Det flyder for meget sammen, så bogen bliver altid anmeldt inden filmen ses eller genses.

I det følgende vil jeg reflektere lidt over mine anmeldelser og deres eventuelle filmatiseringer, som jeg har set.

______________________________________________________________________________________________

Michael Connelly

Min første anmeldelse på Bogrummet var af Connellys ’The Black Ice’. Senere er fulgt anmeldelser af ”Magtspillerne”, ”Snehvide”, ”Engleruten”, ”Nattens konger”, ”The Crossing”, ”Mafiaspil”, ”Mordbrand”, ”Bag slørene”, ”Nathold” og ”To slags sandhed”. Ja, jeg er vild med Connelly og især hans bøger om kriminalbetjenten Harry Bosch. Connelly blev første gang filmatiseret af ingen ringere end Clint Eastwood, der også spillede hovedrollen i filmen ”Blood Work” (2002) (på dansk ”Blod spor”). Eastwood havde advaret Connelly ved at sige, at han havde lavet nogle ændringer på historien, som han sikkert ikke ville bryde sig om, og det fik han ret i. Morderen er en helt anden i filmen og en række andre ting er også lavet om. Jeg så filmen inden jeg overhovedet vidste at Connelly eksisterede, så jeg blev meget overrasket, da jeg senere læste bogen. Connelly er en mester i at blande fiktion og virkelighed, så da filmmorderen dukker op i en senere bog, brokker han sig højlydt over at være blevet udråbt til morder! Connelly tog ved lære af oplevelsen og har siden haft mere kontrol over sine filmatiseringer.

Dette kommer til udtryk i filmatiseringen af ”Limousineadvokaten”, ”The Lincoln Lawyer” (2011) med Matthew McConaghey i hovedrollen. En vellykket film der følger bogen meget bedre og virkelig fanger essensen i karaktererne.

I 2015 gik Amazon Studios så i gang med TV-serien ”Bosch”. Femte sæson er i skrivende stund på trapperne, og en sjette sæson er allerede planlagt, så den har bidt sig fast som en populær krimiserie. Harry Bosch, der spilles af Titus Welliver, er i serien gjort nutidig. I stedet for Vietnamveteran er han Afghanistanveteran, og noget af hans fandenivoldske opførsel fra bøgerne er næsten væk. Jeg synes serien er udmærket, uden at gøre det store væsen af sig. Historien er baseret på mange af bøgerne og der er tilføjet meget nyt. På den måde er ”Bosch” en af de filmatiseringer, der stadig gør bøgerne til en forsat stor oplevelse at læse.

 

 

______________________________________________________________________________________________

Justin Cronin

Min anden anmeldelse var af Cronins ”De tolv”, der er andet bind i ”The Passage Trilogien” (2010-2016). Første bind hed passende ”Den første”, og sidste bind ”Spejlbyen”. Jeg vil selv mene, at jeg har en bred smag hvad litteratur angår, men dystopiske fortællinger har jeg en forkærlighed til. ”Den første” er en af mine yndlingsbøger. Handlingen lyder som noget man har hørt før: den trivielle historie om nogle menneskeforsøg der går helt galt, og forsøgspersonerne udvikler sig til rene monstre, der snart lægger verden øde. Men historien er så godt fortalt, at jeg opsluges af de 1000 dommedagssider hver gang jeg læser den, og det har jeg gjort fire gange i skrivende stund.

TV-serien ”The Passage” er pt nået til afsnit 6, og jeg er ikke imponeret. Den lagde godt ud, meget er ændret, hvilket ikke har gjort så meget, men jeg er bange for, at det er en af den slags serier, der dvæler for længe ved hændelser, så man bliver utålmodig for at komme videre. Der er over 2500 siders god fortælling af tage af, så vi behøver ikke nye sidehistorier!

___________________________________________________________________________________________

Leif GW Persson

GW er sammen med Connelly en af mine absolut yndlings krimimagere. Hans til tider syrlige, ustyrlig morsomme og meget virkelighedstro krimier hører til blandt eliten. Han har taget stafetten op fra Sjöwall & Wahlöö og kalder ofte sine bøger for ”En roman om en forbrydelse”. Han genbruger mange af sine karakterer, deriblandt Jarnebring, Lewin, Johansson og Evert Bäckström. Flere af hans bøger er blevet filmatiseret, jeg har dog stadig ”Manden fra Mallorca” (1978) og ”Profitörerne” (1979, på dansk: Sagen Kataryna) til gode. 2002 til 2007 udgav GW Palmetrilogien, der er fremragende filmatiseret i TV-serierne ”En pilgrims død” (2013) og ”Den fjerde mand” (2014) med bl.a. Rolf Lassgård i en hovedrollerne. Ligeledes er ”Den døende detektiv” (2010) blevet til TV-serie i 2018. En af GW’s mest elskede figurer, den helt igennem utiltalende betjent Bäsckström, gik det til gengæld ikke så godt i den amerikanske serie ”Backstrom” (2015), der kun fik en enkelt sæson. Den ækle kriminalkommissær, der alligevel ofte får løst sine opgaver, kan dog opleves som bifigur i Palmeserierne. TV-serierne rammer bøgerne godt, men bøgerne har stadig deres helt eget liv.

____________________________________________________________________________________________

John le Carré

Spændingsgenrens konge og en af mine absolutte favoritforfattere. Carré kan om nogen skrive så englene synger, og jeg har næppe genlæst en forfatter oftere end ham. Hans bøger kan ofte forbløffe ved en genlæsning; hvad der syntes kedeligt og langtrukkent, kan pludselig give helt ny mening. Ligesom hos GW er Carrés historier meget autentiske og nede på jorden, lige meget om han skriver om agenter eller multinationale selskaber. Mange af Carrés bøger er filmatiseret, og enkle mere end én gang. ”Spionen der kom ind fra kulden” (1963) blev Carrés gennembrud og filmen med bl.a. Richard Burton i hovedrollen, kom i 1965. Det er en meget fin sorthvid film, der komplimenterer det spidsfindige plot rigtig godt, og bogen er en klassiker, jeg kan læse igen og igen. En TV-serie er i øvrigt i støbeskeen.

Karlatrilogien, der består af ”Dame konge es spion” (1974), ”Spionen der gik sine egne veje” (1977) og ”Til døden jer skiller” (1979), har en af Carrés mest elskede figurer i hovedrollen: George Smiley. Bøgerne, med undtagelse af ”Spionen der gik sine egne veje”, blev brilliant filmatiseret til TV i 1979 og 1984. De i alt 13 afsnit fik på dansk titlen ”Muldvarpen 1 og 2”, og lagde de engelske gader øde, da de blev vist første gang. Sir Alec Guiness portrætterer George Smiley så elegant og afdæmpet, så det umuligt kan overgås. Gary Oldman prøver i filmen fra 2011, og gør det så godt, at han nomineres til en Oscar. Det blev filmen også, og den er da også et stilistisk smukt værk der rammer tidsånden fra den kolde krig godt. Men TV-serien er og bliver den bedste Carré filmatisering overhovedet.

”Iscenesat” (1983) handler om Israel-Palæstina konflikten, og er en grum historie der desværre stadig er aktuel. Bogen blev først filmatiseret året efter med Diane Keaton i hovedrollen som den stærkt venstreorienterede skuespiller Charlie. Filmen fra 1984 var ikke specielt vellykket, men det var TV-serieversionen, ”The Little Drummer Girl”, fra 2018 til gengæld. Serien har bevaret 80’er epoken på fornemste vis og giver et tydeligt billede af de kyniske begivenheder. Michael Shannon spiller den israelske efterretningsofficer blændende godt og engelske Florence Pugh er yderst overbevisende som Charlie.

”En perfekt spion” (1986) blev også til en 7 episoders mini TV-serie. Det er en af Carrés mest biografiske romaner, og ikke den mest lettilgængelige. Filmatiseringen er dog fremragende, hvor Ray McAnally gør det godt i sit portræt af forfatterens rædselsfulde far.

”Natportieren” (1993) blev til en TV-miniserie i 6 afsnit, instrueret af Susanne Bier. Det regnede med Bafta, Golden Globes og Emmy priser, og ligner en af de mest succesfulde dramatiseringer af Carrés værker. Personligt var jeg ikke begejstret. Jeg synes den til tider var overdramatiseret og den lidt for Hollywoodagtige slutning var rædselsfuld. Hvis der er noget der kendetegner mange af Carrés bøger, så er det ofte lidt triste slutninger, men de fleste filmatiseringer springer let og elegant over det, og ”Natportieren” er også en af den slags.

”Den standhaftige gartner” (2001) er en af mine absolutte favoritter i Carrés verden. En umådelig smuk kærlighedshistorie udspiller sig sammen med et multinationalt medicinselskabs kyniske udnyttelse af den Kenyanske befolkning i baggrunden. Rachel Weisz vandt en Oscar for sin præstation, men lige så uforlignelige Ralph Fiennes burde også have vundet en, men var ikke engang nomineret. ”The Constant Gardener” (2005) er en helt igennem vellykket film, men bogen har stadig sit eget liv, hvilket faktisk er tilfældet med alle Carrés værker.

”Marionetten” (2008) var en af de bøger som jeg nærmest faldt i søvn til. Da jeg så filmen, ”A Most Wanted Man” (2014) var jeg sikker på, at de havde lavet meget om, for det var en rigtig god film. Philip Seymour Hoffman er fantastisk i sin desværre sidste hovedrolle som efterretningsagenten, der prøver at gøre det rigtige i en god sags tjeneste. Historien er en blandt mange, hvor Carré udpensler USA’s kyniske optræden på verdensscenen, og producerne har modigt valgt bogens slutning. Carrés sønner Simon og Stephen Cornwall har medproduceret, hvilket de også gjorde på ”Natportieren” og ”The Little Drummer Girl”. Fire år efter jeg så filmen genlæste jeg bogen, og jeg var totalt begejstret. Var det filmens skyld, eller har jeg ændret mig i de mellemliggende år? I hvert fald så jeg Hoffman og Willem Dafoe for mig i genlæsningen.

”Dimas drøm” (2010) var også en af de bøger, der vandt ved anden gennemlæsning. Filmen ”Our Kind of Traitor” (2016) var med Stellan Skarsgård og Ewan McGregor i hovedrollerne og var igen produceret af Cornwall brødrene. Igen en meget fin filmatisering uden at gøre det store væsen af sig. Skarsgård er som altid uforlignelig som den russiske verdensmand Dima. Hans søn, Alexander Skarsgård, havde i øvrigt en stor men afdæmpet rolle i ”The Little Drummer Girl”.

Selv om mange af filmatiseringerne af Carrés værker er meget grundige og fine, så får man dog stadig en endnu større oplevelse ud af at læse hans bøger. En forfatter der om nogen har fortjent Nobels Litteraturpris!

___________________________________________________________________________________________

Cormac McCarthy

Jeg har både set ”No Country for Old Men” (2007) og ”The Road” (2009) før jeg tog mig sammen og læste bøgerne. ”Ikke et land for gamle mænd” (2005) er en ond og barsk historie om et USA i forandring. I ”Vejen” (2006) er USA lagt øde, måske af en Atomkrig, og vi følger far og søn på den barske vej mod overlevelse. En hjertegribende fortælling. Som jeg skriver i mine anmeldelser, så er bøgerne som at se filmene igen, bare i Directors Cut udgave. McCarthy skriver i en minimalistisk stil, uden brug af kommaer og anførselstegn, så man er nødt til at koncentrere sig grundigt. Begge bøger er mesterværker, ligesom filmene. Viggo Mortensen spiller til en Oscar, som han dog ikke var nomineret til, ligeså gribende spiller drengen, Kodi Smit-McPhee. Oscars fik til gengæld ”No Country for Old Men”, både for bedste film, screenplay og instruktion. Ligeledes fik Javier Bardem en Oscar for sin præstation som en af de ondeste karakterer jeg nogensinde har set på film: lejemorderen Chigurh.

 

______________________________________________________________________________________________

Whitley Strieber

Striber har skrevet en af mine yndlings horrorbøger, ”Varulvenætter” (1978). Jeg har læst den i laser, så stor blev min glæde, da jeg fandt den i hardback under nyt navn, ”Skygger i natten”. En yderst spændende og neglebidende historie om varulve i New York, der især lukrerer på, at vi som læsere også følger varulvene, deres tanker og handlinger. Filmen ”Wolfen” udkom i 1981 med Albert Finney i hovedrollen. Den lever ikke tilnærmelsesvis op til bogen og gjorde så lidt indtryk, at jeg nærmest ikke kan huske den. En genindspilning med moderne cgi effekter var på sin plads.

 

 

_____________________________________________________________________________________________

Robert Harris

Jeg har læst alle Harris’ bøger på dansk, og flere af dem er blevet fornemt filmatiseret. Deriblandt ”Enigma” (1995) der blev til film i 2001 med Kate Winslet i hovedrollen, også vores egen Nikolaj Coster-Waldau er med. ”Arkhangelsk” (1998) blev til TV filmen ”Komplottet i Kreml” (2005) med Daniel Craig og ”Skyggen” (2007) blev filmatiseret af Roman Polanski i 2010 (”The Ghost Writer) med Ewan McGregor og Pierce Brosnan i de ledende roller. Den eneste bog jeg har fået anmeldt er ”Fædrelandet” (1992), som også var Harris’ debut. Bogen leger med den grusomme tanke, at Hitler næsten har vundet krigen og skal fejre sin 75 års fødselsdag i 1964. Selve historien er dog mere en krimi, hvor mordet på en højtstående nazist skal opklares. Det ser ud til, at bogen er ved at blive genindspillet som film. Allerede i 1994 blev den filmatiseret (”Fatherland”) med Rutger Hauer og Miranda Richardson (som vandt en Golden Globe) i hovedrollerne. Jeg husker filmen som ganske udmærket, især måden de havde fremstillet Berlin på efter krigen, og Rutger Hauer er altid en oplevelse.

 

______________________________________________________________________________________________

V for Vendetta

En futuristisk graphic novel (2005) skrevet af Allan Moore og tegnet af David Lloyd. Jeg var egentlig ganske begejstret for historien, selvom den blev lidt for underlig til tider, men tegningerne trækker virkelig ned. Det er svært at skelne de forskellige personer fra hinanden og farvelægningen hjælper heller ikke. Til gengæld får den en trykkende og trist fornemmelse frem. Filmatiseret af bl.a. søskendeparret Wachowski, der nok er mest kendt for ”Matrixtrilogien”. I hovedrollerne ses Natalie Portman, Hugo Weaving, Stephen Rea, Stephen Fry og John Hurt. Sidstnævnte spiller nærmest en Big Brotheragtig rolle, modsat sin part i ”1984”. Jeg synes filmen er fantastisk, især er V med sin evigt smilende maske uforglemmelig. Huge Weaving gemmer sig bag den, men hans stemme sidder lige i skabet.

 

 

_____________________________________________________________________________________________

 

Philip K. Dick

Selvfølgelig har jeg anmeldt antologien ”Filmatiserede noveller” (2004) som allerede er forældet, da nye film baseret på hans forfatterskab har haft premiere siden. Få har som Dick inspireret til så mange film, ofte er det kun korte passager i hans bøger eller noveller, der har ført til kæmpefilm som ”Blade Runner” (1982) og ”Blade Runner 2049” (2017), fra romanen”Drømmer androider om elektriske får?” (1968), igen i familie med novellen ”Den lille sorte kasse” (1964). Dick var ikke specielt vild med Hollywood og var ikke interesseret i at hans historier blev filmatiseret. Han døde alt for tidligt, 53 år gammel i i 1982, få uger før filmeventyret begyndte med ”Blade Runner”.

Udover de to Blade Runner film bør også nævnes ”Sidste udkald” (1990), der førte Schwarzenegger til Mars i Paul Verhoevens vellykkede film baseret på ”Erindringer engros” (1966). ”Screamers” (1995) er baseret på novellen ”Den anden variant” (1953). En uhyggelig og stemningsfuld science fiction film med Paul Weller i hovedrollen. ”Impostor” (2001) med altid karismatiske Gary Sinise i rollen som Spencer Olham, der må tage flugten som så mange andre af Dicks hovedpersoner. Baseret på novellen ”Stedfortræder” (1953). Spielberg brugte novellen ”Minoritetsrapporten” (1956) som forlæg for ”Minority Report” (2002), med bla. Tom Cruise og Max Von Sydow. En virkelig vellykket film. Endelig har vi ”Paycheck” (2003) med Ben Affleck i endnu et flugteventyr baseret på novellen af samme navn fra 1952.

_____________________________________________________________________________________________

Maj Sjöwall og Per Wahlöö

Forfatterparrets 10 bøger med bl.a Martin Beck, Kollberg og Gunvald Larsson er udødelige krimiklassikere. Jeg har læst dem flere gange og bliver mere og mere betaget af deres korte og kontante stil, som mange nutidige krimiforfattere burde skele til. Bøgerne har adskillige filmatiseringer, også flere af Wahlöö’s soloprojekter har nået lærredet, bl.a. ”Lastbilen” (1962) og ”Mord på 31. etage” (1964).

Seks af Beck bøgerne er filmatiseret i 1993-94 med Gösta Ekman i hovedrollen som Martin Beck, Rolf Lassgård som Gunvald Larsson og Kjell Bergqvist som Lennart Kollberg. Selv om der er taget lidt let på akkuratessen, især i ”Stockholm marathon”, baseret på ”Terroristerne” (1975), så er det seks meget fine og afdæmpede film. Jeg har kun fået anmeldt ”Manden på balkonen” (1967), der i nyoversættelsen er kommet til at hedde ”Manden på altanen”. Som i flere af de andre film, er det en meget stemningsfuld og fin version af bogen. Mismodigheden og håbløsheden lyser ud af Gösta Emans ansigtsudtryk, han gør det så fint i alle afsnit. Selv hans triste ægteskab bliver illustreret og der er også plads til hans hobby med at bygge modelskibe. Lige så er Rolf Lassgård perfekt i rollen som Larsson, den fandenivoldske betjent der bruger ufine metoder, er grov og arrogant, men som man ikke kan andet end elske.

______________________________________________________________________________________________

Stephen King

Findes der en forfatter der er mere filmatiseret end King? Svaret er klart og tydeligt: Nej. Er man filmstuderende eller en ny håbefuld instruktør, kan man endda komme i betragtning til at købe filmrettighederne til en af hans noveller for den nette sum af 1 dollar, også kaldt Dollar Deal eller Dollar Baby.

King er pt krediteret for 287 film/tv projekter som forfatter. Det er klart, at med så mange filmatiseringer, så vil der være nogle skæverter ind imellem, og naturligvis også nogle helt enestående og uforglemmelige film som f.eks. ”En verden udenfor” (1994), ”Den grønne mil” (1999) og ”Misery” (1990). Af katastrofer må jeg desværre nævne filmatiseringen af ”Det mørke tårn” serien. De indtil videre 8 bøger udkom i årene 1982-2012 og er fantastisk fantasy, men Nicolaj Arcels film var noget værre rod, og bedre blev det ikke, da det senere blev oplyst, at det var en fortsættelse af bøgerne!! Jeg håber inderligt at den planlagte TV-serie retter op på et par ting. Jeg har fået anmeldt fire af Tårnbøgerne, hvor ”Troldmanden og glaskuglen” (1997) er en favorit.

”22.11.63” (2011) er en mursten på over 800 sider, men en fin historie om forsøget på at forhindre mordet på præsident Kennedy. Den blev til en 8 episoders TV-serie der fanger essensen af bogen rigtig godt. James Franco har hovedrollen.

”Ondskabens hotel” (1977) var kun Kings tredje bog, så det var noget af en ære at blive ringet op af mesteren Stanley Kubrick, der ønskede at filmatisere bogen. Filmen udkom i 1980 med Jack Nicholson og Shelley Duvall i hovedrollerne. Filmen er et mesterværk, og King hader den som pesten. Han har bl.a. sagt: ”It’s like a great big beautiful Cadillac with no motor inside…”. Mangt og meget er skrevet om filmen, der er endog lavet en film om dens skjulte budskaber (”Room 237” (2012)). Kubrick har lavet meget om i sin version, selv værelse 217 blev til 237, men det afholder den ikke fra at være en af mine yndlingsfilm. Den er så stilistisk flot lavet, som kun Kubrick mestrede det, og så er den bare uhyggelig, selv efter 10 gang! Men bogen er mindst lige så god, den har mange fine aspekter som ikke er med i filmen, bl.a. Dannys store kærlighed til sin far. King lavede sin egen version som TV-miniserie i 1997.

Den postapokalyptiske ”Opgøret” fre 1978, også kendt som ”Slutspil”, er ofte blevet betegnet som Kings bedste bog. Om det er fordi jeg læste den reviderede version fra 1990 med over 400 sider mere end i originaludgaven, ved jeg ikke, men jeg synes langt fra, at det er et mesterværk. Bogen blev til TV-mini serie (”The Stand”) i 1990, og selvom Gary Sinise altid gør det godt, var det en sløv omgang.

______________________________________________________________________________________________

Stanislaw Lem

Den polske forfatters ”Solaris” fra 1961 betegnes af mange som et stort science fiction værk i familie med ”2001 – En odyssé i verdensrummet”. Godt nok er jeg blev mere og mere glad for langsomme bøger uden de voldsomme actionscener, men ”Solaris” var dog for tung for mig. Bogen er filmatiseret mindst tre gange, sidst i 2002 af Steven Soderbergh med George Clooney i hovedrollen som psykiateren Kelvin, der skal komme en rumstation til hjælp, efter de er stødt på problemer. Rumstationen er i kredsløb om planeten Solaris, der med sit dragende smukke hav påvirker de ombordværende. Som jeg også skriver i min anmeldelse, så overgår filmen bogen. Stanislaw Lem selv var ikke just begejstret for Soderberghs version.

 

 

 

____________________________________________________________________________________________

John Christopher

John Christopher (1922-2012) har skrevet rigtig mange science fiction bøger, og jeg har læst en del af dem, men trilogien om Tripoderne er en absolut favorit. ”De hvide bjerge” (1967), ”Dødens by” (1968) og ”Ildhavet” (1968) er egentlig ungdomsbøger, men jeg læser dem stadig med stor begejstring. ”The Tripods” (1984-85) var en BBC produktion af de to første bøger, men det blev for dyrt at lave den sidste bog, så serien står temmelig ufærdig. Den er på flere måder både spændende og uhyggelig, men der var også tilsat en del ligegyldig handling. Med nutidens teknologi kunne det være super med en nyindspilning.

 

 

 

_____________________________________________________________________________________________

Kvinden i toget

Paula Hawkins bestseller fra 2015 var en forfriskende læseoplevelse med dagbogsnotater og forskellige fortællere. Den blev udmærket filmatiseret i 2016 med bl.a. Emily Blunt i hovedrollen. Jeg så filmen længe efter, jeg havde læst bogen, så den fungerede rigtig fint, da jeg havde glemt det meste af handlingen. Blev en kæmpe biografsucces.

 

 

 

 

 

______________________________________________________________________________________________

John Nichols

”Bønnemarkskrigen i Milagro” (1974) er den ene af blot to bøger fra Nichols hånd på dansk. Til gengæld er det et brag af en bog. Den handler om et lille samfund i New Mexico der er ved at blive trynet af en millionær, der vil anlægge golfbane og ferielejligheder på bøndernes marker. En ilter bonde tager dog kampen op, og det går ikke stille af sig. Jeg var dybt skuffet første gang jeg så Robert Redfords filmatisering ”Milagro” fra 1988, samme år bogen kom på dansk. Da jeg for et par år siden genlæste bogen og genså filmen, var jeg dog mere begejstret. Nok er der udeladt rigtig meget og lavet en del om, men den hjertevarme og sjove film er alligevel temmelig god. Dog er bogen et sandt mesterværk.

 

 

 

_____________________________________________________________________________________________

J.R.R Tolkien

Jeg har læst Tolkiens 3 ”Ringenes Herre” (1954-1955) bøger mange gange og ”Hobbitten” (1937) endnu flere. Fantsyens oldfaders værker om hobbitterne og deres eventyr er rene klassikere og har været filmatiseret som både tegnefilm, serie og sidst i hænderne på Peter Jackson. Hans tre ”Ringenes herrer” film (2001-2003) blev en stor succes. Jeg har set filmene utallige gange, og altid i extended version. For et par år siden genlæste jeg ”Eventyret om ringen” i Jakob Levinsens fine nyoversættelse. Det ledte mig til den konklusion, at filmatiseringernes største bedrift var, at bøgerne i den grad stadig har et liv. Der er udeladt utrolig meget, bl.a. Tom Bombadil og dyssegæsterne, førstnævnte frygtede Jackson ville fremstå lidt for fjollet, hvilket man godt kunne give ham ret i. Men alligevel savner jeg mange ting i filmene, og undres over, de småting han vælger at nydigte. Helt galt går det i ”Hobbitten”. Den forholdsvise korte bog blev mishandlet og overdramatiseret i et alt for stort overflødighedshorn i hele tre film (2012-2014).

______________________________________________________________________________________________

Ernest Cline

”Ready Player One” (2011) er en fantastisk science fiction bog, især for os 80’er nørder der er opvokset med grillbarernes spilleautomater, musikken, filmene og ikke mindst rollespillet Dungeons & Dragons. Historien foregår mest i den virtuelle verden, hvor den unge Wade Watts forsøger at løse en gåde hvor løsningen er gemt i gamle spil og rollespilsmoduler. Jeg var meget spændt på filmen, som Steven Spielberg instruerede i 2018. Den ydmyge instruktør udelukkede næsten alle henvisninger der var til hans film i bogen, hvilket er synd og skam. Filmen er meget anderledes en bogen, som i rigtig meget. Det går alt for hurtigt, især for en årgang 1970, og selv efter at have set den to gange, er jeg ikke imponeret. Men selvfølgelig blev filmen en stor succes, men bogen er SÅ meget bedre!

 

 

______________________________________________________________________________________________

Michael Ende

”Den uendelig historie” (1979) er for mig stadig et fantasymesterværk. Jeg slugte den i 1984 og genlæste den til ligeså stor glæde i 2016, da jeg havde forstået, at den skulle genindspilles, men det er dog endnu ikke sket. Filmen fra 1984 var også rigtig flot og underholdende, men alligevel var det nok mit første møde med en filmatisering der skuffede. Den smukke historie om drengen der sidder på skolens loft og læser ”Den uendelige historie” og langsomt bliver suget ind i historien, er et fremragende eventyr. Det, der skuffede mig, var filmens dilettantslutning. Dér hvor Bastian endelig bliver suget ind i bogens verden slutter filmen med en fjollet jagt på hans plageånder, i øvrigt på ryggen af dragen. Bedst som jeg synes filmen skulle til at starte for alvor, så stoppede man op. Fortsættelsen (1990) prøvede at rette op på det, men ikke til den store succes. Peter Jackson på banen, tak!

 

_______________________________________________________________________________________________

Frank Herbert

”Klit” (1965) er endnu et science fiction mesterværk, det tætteste vi kommer Tolkien i rummet. Den foregår på planeten Arrakis i år 10191, hvor et vigtigt krydderi bliver høstet på ørkenplaneten, der samtidig hærges af kæmpeorme. Herbert (1920-1986) har udviklet et fantastisk univers med en helt særegen religion og myter, så man kan blive helt overvældet. Bogen og nogle af dens lidt skuffende efterfølgere er blevet filmatiseret og lavet til TV-serier. Mest kendt er David Lynch’s version fra 1984 med Kyle MacLachlans filmdebut som hovedpersonen Paul Atreides. I andre roller ses altid karismatiske Brad Dourif, Linda Hunt, Max von Sydow, Patrick Stewart, Jürgen Prochnow og tilmed Sting. Filmen blev en stor fiasko, både kommercielt og hos kritikerne. Jeg selv er lidt splittet. På samme tid er den både ramt af lidt stift skuespil, men mange af scenerne er flotte og stemningsfulde, ikke mindst scenen med rumnavigatøren i den store tank. David Lynch har ikke den store lyst til at tale om filmen, som han kalder sin største fejltagelse. Han havde ikke fuld kontrol over filmen, men var nødt til at ’sælge ud’, bl.a. pga producernes krav. I 2020 kommer Dennis Villeneuves genindspilning af bogen. Han stod også bag ”Blade Runner 2049” (2017) så mine forventninger er høje.

______________________________________________________________________________________________

Rick Yancey

”Den 5. bølge” (2013) var langt hen af vejen en fin ungdomsbog, selv for voksne. Der var nogle fine dystopiske elementer i den, men i næste bind måtte jeg opgive. Filmen af samme navn fra 2016 var en moderat succes, men de næste bøger er ikke blevet filmatiseret endnu, og ser ikke ud til at være planlagt. Der er lidt for meget ungdomsromance for min smag, og jeg kan knap huske filmen, udover at soldaterne havde de tåbeligste hjelme på, jeg nogensinde har set.

 

 

 

 

 

_____________________________________________________________________________________________

Alistair MacLean

Mange af MacLeans (1922-1987) bøger er filmatiseret. Jeg har læst utallige af hans bøger da jeg var dreng, så de står stadig lidt magisk for mig. Ligeså filmene, som ofte gik i biografen. ”Bjørneøen” (1971) var en af dem. Filmatiseret i 1979 med Donald Sutherland, Vanessa Redgrave og Christopher Plummer. Jeg husker desværre ikke meget af filmen mere, men i 80’erne fandt jeg den spændende.

 

 

 

 

 

______________________________________________________________________________________________

Thomas Harris

Harris har kun skrevet fem bøger, men hvilke bøger! Alle er tilmed filmatiseret, og hvilke film! Harris skabte en af historiens mest ækle figurer, Hannibal Lecter, seriemorder og psykiater, der spiser sine ofre, men helst de ubehøvlede af dem, hvis det kan lade sig gøre, som om det skulle blive bedre af det. Jeg har kun fået anmeldt ”Hannibal” (1999), der udkom 11 år efter ”Ondskabens øjne” (1988). Hannibal blev filmatiseret af Ridley Scott i 2001, hvor Anthony Hopkins gentog sin rolle som Lecter, mens Julianne Moore afløste Jodie Foster i rollen som Clarice Starling, da Foster ikke ønskede at medvirke. ”Hannibal” er blevet voldsomt kritiseret, så meget, at jeg nærmest føler, at jeg er alene om at kunne lide den. Jeg synes både Gary Oldman, Ray Liotta, Hopkins, Moore og Giancarlo Giannini (som den nervøse italienske kriminalbetjent) spiller mageløst godt, og selvom meget er anderledes end bogen, så er det en flot filmatisering, og som så ofte før, så har bogen stadig sit eget liv, og tag og læs den. Jeg synes det er den bedste af Harris’ bøger. At opleve Lecter på fri fod er rædselsvækkende. Filmen blev finansielt en kæmpe succes.

______________________________________________________________________________________________

Jeff VanderMeer

Rosinante & Co. udgav i 2018 VanderMeers ”Southern Reach trilogi” (2014), bestående af ”Udslettelse”, ”Autoritet” og ”Accept”. Tre virkelig gode science fiction romaner i subgenren new weird. Et område i USA er blevet lukket for offentligheden, og et regeringsstyret etat har mørklagt hændelsen. Noget mystisk har fået overtaget i et stort naturområde, og adskillige missioner inde på stedet har haft fatale konsekvenser.

Instruktør Alex Garland (der bl.a er kendt for den eminente ”Ex Machina” (2014)) stod for filmatiseringen af første bog ”Annihilation” (2018), der herhjemme gik direkte til Netflix. Filmen har Natalie Portman og Jennifer Jason Leigh på rollelisten og er voldsomt interessant. Ikke alene er den smukt filmet, men den har også bevaret meget af den knugende og mystiske stemning fra bogen. Rigtig meget er lavet om, så her har vi igen med en filmatisering at gøre, som lader bogen stå tilbage med sit helt eget liv. Filmen kan virke kompliceret og utilnærmelig, så selv VanderMeer linkede til et par forklaringsvideoer på YouTube, på sin facebookside! Garland valgte kun at læse første bog, og kun én gang. Filmen blev beskrevet af ham som en drøm baseret på bogen.

Mine tre bøger er i øvrigt forsvundet…mystikken breder sig!
_____________________________________________________________________________________________

Steen Langstrup

Langstrup havde sin forfatterdebut i 1995 med horrorromanen ”Kat”, der blev til film i 2001. I 2011 udkom ”Alt det hun ville ønske, hun ikke forstod” som i senere oversatte udgaver hedder ”Finale”. Det er en genial klam horrorfortælling i familie med film som ”Saw” og ”Hostel”. Jeg husker det stadig som en knugende oplevelse, da jeg læste bogen.

Som film kom den til at hedde ”Finale” (2018) og var med forholdsvis ukendte skuespillere. Den kan lejes på Blockbuster og jeg så den sammen med mine (voksne) børn, der er inkarnerede gyserfans. De var ikke specielt begejstrede, men jeg syntes nu at filmen ramte atmosfæren fra bogen fint. Det meste af filmen foregår på en tankstation, hvor man følger de to kvindelige ansatte passe tanken en nat med mystiske hændelser. Filmen får fine anmeldelser i udlandet.

Læs bogen, hvis du tør!

 

______________________________________________________________________________________________

George Orwell

Orwells stemningsfulde dystopiske fremtidsroman ”1984” er blevet filmatiseret flere gange, en ny udgave ser ud til at være på vej, men jeg har nu kun set udgaven fra 1984 (meget passende), med John Hurt i hovedrollen og med Richard Burton i sin sidste rolle. Filmen rammer bogens tristesse meget godt, og man føler sig nærmest selv overvåget af Big Brother.

 

 

 

 

 

______________________________________________________________________________________________

George R.R. Martin

I disse dage er nedtællingen til sidste sæson af megahittet ”Game of Thrones” (2011-2019) begyndt. Martins indtil videre 5 bøger i serien udkom i 1996-2011 samt en forhistorie i 2018. TV-serien har for længst overhalet bøgerne, og om vi nogensinde får de sidste bøger i historien, er der flere og flere der tvivler på. Jeg har, efter at have set serien flere gange, læst første bog, ”Kampen om tronen”. Det var et rigtig godt eventyr og må allerede betegnes som en fantasyklassiker. Jeg begyndte på næste bog, ”Kongernes kamp”, men måtte opgive. Jeg havde set serien for mange gange til at jeg synes bogen var en oplevelse. Langt hen af vejen er TV-serien til gengæld en fascinerende oplevelse, selvom det også i perioder går lidt for langsomt med at komme af med de virkelig lede figurer. Modsat kan jeg godt føle, at nogle af de nyeste afsnit går lidt let hen over tingene, måske er jeg bare ramt af Tronetræthed. Men det skal blive spændende at få afslutningen.

Nicolaj Coster-Waldau gør det fremragende som Jamie Lannister, og mange, for mig, ukendte skuespillere har gjort et uforglemmeligt indtryk, heriblandt Peter Dinklage (Tyrion Lannister), Lena Headey (Cersei Lannister), Emilia Clarke (Daenerys Targaryen) og mange andre.

_____________________________________________________________________________________________

Blueberry

Westerntegneserien over dem alle, Blueberry, har jeg kun fået anmeldt en enkelt gang med samlealbummet ”Marshal Blueberry”, der består af tre albums skrevet af Jean Giraud. Hovedserien blev skrevet af Jean Michel Charlier indtil hans død, hvor Giraud tog over. Charliers historier har dog altid været bedst. Selvom jeg ikke har anmeldt de to albums, ”Den gale tyskers guldmine” og ”Genfærdet skyder med guldkugler” (1972), som den senere forfærdelige filmatisering, ”Blueberry” (2004) er baseret på, så får filmen alligevel lige et par ord med på vejen. Jeg kan kun undre mig over, hvordan man kan producere en så elendig film, baseret på så gode historier. Filmen skæmmes af nogle fuldstændig malplacerede psykedeliske scener, der intet har med Blueberry at gøre. Charliers efterladte bad direkte om at få hans navn slettet fra projektet.

Noget lignende overgik en anden westernlegende, Jonah Hex, der optrådte i utallige gode historier op gennem 70’erne og 80’erne. Alligevel valgte man til filmatiseringen (Jonah Hex, 2010) at lægge vægt på nogle senere overnaturlige zombiehistorier, der også gav Hex overnaturlige evner. SUK!
______________________________________________________________________________________________

Arthur C. Clarke (1917-2008)

Jeg elsker Clarkes bøger, og især Odyssé kvartetten, hvoraf kun de to første er oversat til dansk. ”2001” blev skrevet i årene 1964-68 og var baseret på Kubrick og Clarkes filmmanuskript til kubricks science fiction mesterværk ”2001 – a Spade Odessey” (1968). Igen en af de få film, som overgår bogen. Clarke kunne slet ikke få den samme klaustrofobiske og nervepirrende stemning frem, som Kubrick visualiserede så smukt, til tider til smukt klassisk musik, og andre gange kun til stilhed eller til lyden af panisk vejrtrækning. Alligevel er bogen dog stadig aktuel, da den forklarer de til tider mystiske hændelser rigtig godt, og jeg betegner nok igen bogen som en directors cut udgave af filmen, med dejligt ekstramateriale. Alene de slående forskelle mellem film og bog er oplevelsen værd.

Det samme kan næsten siges om ”2010 – Odyssé to” (1982), der blev filmatiseret i 1984 af Peter Hyams, med bl.a Roy Scheider, Helen Mirren og John Lithgow på rollelisten. Både bog og film kan virke lidt outdatede, da især filmen kører meget på USA-Sovjet magtbalancen i den kold krig, som for længst var overstået i 2010…

Men begge fortællinger er fremragende science fiction!

______________________________________________________________________________________________